Luftfoto over Kær Vestermark

Nattergalen på Kær Vestermark

Foto: Kim Toft Jørgensen

Stå tidligt op og hør nattens tenor
- Nattergalen på Kær Vestermark.

Vil du høre nattergalens sang anbefaler naturvejleder Andreas Hermann et besøg på Kær Vestermark.

Nattergalen kaldes for en sand mester i sang. Nattergalen kommer til Danmark midt i maj måned efter at have opholdt sig i sit vinterkvarter i det tropiske Østafrika. Den lander blandt andet på naturarealet Kær Vestermark, hvor du kan finde den  ved ”Det Marine Center” helt ud for enden af Skydebanevej.

Det er en helt fantastiske oplevelse at lytte til nattergalens sang. Nattergalens sang er fyldt med høje, klare toner, et gentaget og metallisk tjåk tjåk tjåk samt en klaprende serier - en fryd at lytte til. Nattergalen er helt speciel da den synger om natten, i de meget tidlige morgentimer og sene aftenstunder, fortæller naturvejleder Andreas Hermann.

Andreas Hermann på Kær Vestermark
Foto: Bo Bach
På tur med Andreas Hermann
Nattergal
Foto: Peter van Kasteren - Pixabay
Nattergalens unger forlader reden inden de er flyvefærdige.

Den sagnomspundne nattergal er kendt for sin flotte sang, men ikke mange kender dens udseende. For ikke nok med at nattergalen lever en meget diskret tilværelse gemt i vegetationen, den er også meget diskret farvet med en mørkebrun overside og en lyst brungrå underside. Den hører til smådroslerne og ikke til sangerne. Da den synger om natten, er den ofte ret ene om at præge lydbilledet i yngleområdet efter mørkets frembrud. Det gør det lettere for hannen at tiltrække hunner.

Nattergalen er en langdistancetrækker og den kommer til Danmark som en af de sidste trækfugle. Her ruger den i kun 13 dage og ungerne er kun unger i 12 dage, så er de klar til at forlade reden. Når ungerne har forladt reden begynder de at trække sydpå ned igennem Europa, forbi Sahara ørkenen til de rammer de tropiske regnskove i Afrika. Her lever den mens vi har vinter i Danmark. Næste forår tager den turen tilbage til Danmark for at yngle igen.

Nattergalen findes i moser og enge – næsten aldrig i skov. Den lever af larver og insekter som den finder på jorden og på buskene. Nattergalen er kun 14-16 cm så du skal kigge godt efter.

Jeg håber du finder og oplever denne fantastiske lille sangtenor.

God tur!

Andreas Hermann - Centerleder
Naturvejlederne Sønderborg

Naturvejlederne anbefaler

Opdag flere naturområder, aktiviteter og dyrearter med anbefalinger fra Naturvejlederne Sønderborg.

Følg med:

Destination Sønderjylland

VisitSønderjylland © 2024
Danish