VisitSønderjylland

Oplev de vilde orkidéer

De vilde orkidéer i Danmark er smukke og totalfredede eksoter. 

Heath spotted-orchid
Foto: VisitSønderborg

Tag kameraet med på fotosafari

Orkidéer kræver helt særlige forhold for at gro. Tag derfor kameraet med på tur, og forevig blomsterne i stedet for at plukke eller grave dem op.

Det kan være svært at finde ud af, hvilken vild orkidé du har fotograferet. Tag gerne et billede, hvor bladene også kan ses. På Naturbasen og iNaturalist kan du lægge billeder op og registrere dit fund.

Er du i tvivl om arten, kan andre brugere hjælpe med at identificere den. Samtidig registrerer du dit fund og kan dele dine billeder med andre.

Dansk Naturforening Sønderborg

"Naturens vogtere" i Sønderborg arrangerer gratis ture med fokus på den vilde natur i Sønderborg området.

Hvert år i juni afholdes et arrangement i forbindelse med De Vilde Blomsters Dag. Derudover er der året rundt ture med emner som fugle, blomster, flagermus og svampe.

Du kan også deltage i arrangementer, hvor der slås og fjernes græs, eller være med til at rydde krat for at give plads til eksempelvis orkidéer.

Mød syv vilde orkidéarter

Se nærmere på syv vilde orkidéarter, der er registreret i Sønderborg Kommune. For hver art kan du se billeder og læse om orkidéens udseende og grosted.

Maj-Gøgeurt
Foto: Joachim Lutz - Wikimedia Commons

Maj-gøgeurt

Maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis) er en af de mest udbredte i vores område. Den vokser gerne på fugtige enge og i moseområder, hvor grundvandet er rig på næring og kalk og dens krav til bundforholdene gør den sårbar overfor ændringer af voksestedet. Planten har en kraftig stængel og bladene er i reglen brede med kraftige pletter på oversiden. Blomsterne er purpurfarvede og kan variere i nuancen.


Fakta om Maj-gøgeurt
Højde: 15-40 cm.
Blomstring: Midt/slut maj - start juni
Andet: Bestøves af humlebier
Rødlistet som LC (least concern) = ikke truet.

Skov gøgeurt
Foto: Hans Hillewaert - Wikimedia Commons

Skov-gøgeurt

Skov-gøgeurt (Dactylorhiza maculata ssp. Fuchsii) er ret sjælden i Danmark, da den kun er registreret i Østjylland og på øerne; Lolland, Falster og Bornholm.

Skov-gøgeurt vokser gerne i løvskove på fugtig og kalkholdig jord. Planten har en slank stængel og bladene er brede nederst på planten og bliver mere lancetformede højere oppe, bladenes pletter er mere brede end lange. Blomsterne er violette til hvidlige og sidder i en pyramideformet blomsteraks. 

 

Fakta om Skov-gøgeurt
Højde: 45-70 cm
Blomstring: Juni-juli
Rødlistet som LC (least concern) = ikke truet.

Skov hullæbe
Foto: Joachim Lutz - Wikimedia Commons

Skov-hullæbe

Skov-hullæbe (Epipactis helleborine) er en af de almindeligste orkideer i Danmark. Den vokser i skove og krat på muldbund, hvor jorden er rig på næring og kalk. Planten har en lang og slank stængel med grønne blade. Den kan have op til hundredvis af blomster, der grønne med brun eller violet inderside. Blomsterne indeholder megen nektar og er måske derfor en yndet spise hos rådyr.

 

Fakta om Skov-hullæbe
Højde: Ca. 100 cm
Blomstring: Juli-september
Andet: Bestøves af hvepse.
Rødlistet som LC (least concern) = ikke truet.

Skov gøglilje
Foto: Joachim Lutz - Wikimedia Commons

Skov-gøgelilje

Skov-gøgelilje (Platanthera chlorantha) vokser på god jord i åbne skove, krat, på åbne enge og overdrever og er derfor særligt udsat ved tilgroning og ændring af skovdrift.

Planten har to store, grønne lancetformede blade nederst på stænglen. De hvide blomster har lange sporer, der er en del af blomsten. Blomsten dufter næsten ikke om dagen, hvorimod den om aftenen udsender en sødlig duft for at tiltrække natsværmerne.

 

Fakta om Skov-gøgelilje
Højde: 25-40 cm
Blomstring: Juni-start juli
Andet: Bestøves af natsværmere
Rødlistet som NT (nearly threathend) = næsten truet

Salep gøgeurt
Foto: Joachim Lutz - Wikimedia Commons

Salep-gøgeurt

Salep-gøgeurt (Orchis morio) har en tydelig blomsterduft der tiltrækker bier. Navnet stammer fra et medicinsk præparat, som man i gamle dage udvandt af rodknoldenes slimstof og anvendte mod diarre hos spædbørn, samt luftvejslidelser og til salver.

Salep-gøgeurt vokser på fugtig til halvtør, kalkholdig jord. Gerne nær kysten på skrænter, overdrev og afgræssede enge. Plantens blomster sidder meget åbent og varierer i farven fra mørk purpur til hvid. Bladene sidder i en roset rundt om stænglen. 

 

Fakta om Salep-gøgeurt
Højde: 8-30 cm
Blomstring: Maj-juni
Andet: Bestøves af humle- og honningbier
Rødlistet som NT (nearly treahtend) = næsten truet.

Plettet gøgeurt
Foto: Jerzy Opoia

Plettet gøgeurt

Plettet gøgeurt (Dactylorhiza maculata) kan variere meget i udseende. Planten udsender en svag sødlig duft for at tiltrække insekter til bestøvning. Plettet gøgeurt er temmelig almindelig i Nord- og Vestjylland og ses hist og her i resten af Jylland, hvorimod den er sjælden i resten af Danmark.

Plettet gøgeurt vokser på mager jordbund i kær, på enge og heder samt overdrev. Planten har smalle blade, der almindeligvis er kraftigt plettede på oversiden. Blomsterne er blegviolette og ofte lysere end hos Skov-gøgeurt.

 

Fakta om Plettet gøgeurt
Højde: 20-40 cm
Blomstring: Midt juni-start august (afhængig af voksested)
Andet: Bestøves af bier og store fluer
Rødlistet som LC (least concern) = ikke truet.

Ægbladet fliglæbe
Foto: BernH - Wikimedia Commons

Ægbladet fliglæbe

Ægbladet fliglæbe (Listera ovata) er en af de få orkidearter der kan formere sig ved at skyde fra roden. Den findes i det meste af Danmark, men er sjælden i Nord- og Vestjylland.

Ægbladet fliglæbe vokser i åbne skove og krat samt på overdrev. Trods sin højde er dette nok den mest oversete af de vilde orkideer i Danmark, da dens små, sarte blomster er helt lysegrønne. Planten har to store, ægformede blade nederst på stænglen.

 

Fakta om Ægbladet fliglæbe
Højde: 75-100 cm
Blomstring: Juni-juli
Andet: Bestøves af små insekter
Rødlistet som LC (least concern) = til ikke truet.

Lad orkidéerne blomstre

De fleste orkidéer i området formerer sig ved frødannelse. Hvert aks har flere blomster, som efter afblomstring danner kapsler med tusindvis af frø.

Lad derfor orkidéerne stå, og tag i stedet billederne med hjem.

Måske har dette interesse