Wanderung auf dem Gendarmenpfad über die Brücke im Kollund Wald
Får på diget i Tøndermarsken

På oplevelse i naturen

Foto:Peter Bjerke&Ulrik Pedersen

I Sønderjylland har vi hverken patent på skov, strand eller natur. Det findes også andre steder i Danmark. Men alligevel er den sønderjyske natur noget ganske særligt. Måske er det variationen, der gør det, for kun få andre steder kan du få så afvekslende naturoplevelser – fra vadehavet og det flade marsklandskab i vest til fjordlandskabet med dets tunneldale og bakkede landskaber i øst.

Oplevelser i Vadehavet

Vadehavet byder på et væld af oplevelser året rundt og her er noget for både børn og voksne. Uanset hvornår på året du besøger Vadehavet, bliver du mødt af et rigt fugleliv. Kigger du forbi forår eller efterår, må du naturligvis ikke gå glip af det storslåede fænomen Sort Sol.

Vadehavet er et af verdens største tidevandsområder. Det består af øer, tidevandskanaler, løb, mudderflader og kyst, som hele tiden ændrer form og nogle gange endda sted. Det indeholder stor diversitet i plante- og dyreliv og er et af verdens mest produktive økosystemer. Derfor blev det i 2014 optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Vadehavet er vild og utæmmet natur. Hvad enten det er dyr eller planter, må arterne være klar til at overleve de omskiftelige betingelser. Livet kan være udfordrende, og hvert dyr eller plante har tilpasset sig de specielle forhold. Tag et kig på artiklen Kampen mod Vandet, hvis du er interesseret i hvordan beboerne gennem tiden har lært at leve i fredelig sameksistens med havet ved hjælp af diger, sluser og pumpestationer.

Aktiv i naturen

Den sønderjyske natur er smuk at kigge på, men den gemmer også på en lang række sjove og udfordrende oplevelser for både børn og voksne.

Tag for eksempel på skovtur med en picnickurv under armen og nyd de skønne omgivelser, udsigten og måske er der endda en skovlegeplads i nærheden?

Naturen byder også på en lang række oplevelser, for dig der gerne vil være aktiv på din ferie. Tag cyklen med eller pak vandreskoene i tasken for i Sønderjylland finder du fantastiske cykel- og vandreruter. Du kan også kaste dig ud mellem trætoppene på klatrebanen eller suse afsted på stranden i en strandsejler. Trænger du efter alt den motion til en afslapningsdag på stranden, så finder du heldigvis også en lang række Blå Flag strand på både øst- og vestkysten.

Følg med:

Destination Sønderjylland

VisitSønderjylland © 2024
Danish