Tørning Mølle med søen foran

5 dage i Haderslev

Foto: Tørning Mølle

Har du 5 dage til at udforske Haderslev, er der mange gode oplevelser i vente. Få det maximale ud af dit ferieophold med denne guide.

Mandag:

Formiddagen i Haderslev by (kl.10.00 - 12.00)

Start dagen i Haderslev gågade. Nyd en lækker brunch på en af de hyggelige caféer. Titter solen frem kan i køre til havnebyen Aarøsund. Er du til det aktive og har du taget vandrestøvlerne med, kan du lige inden Gammelbro Camping gå ud på vandreruten Camino Haderslev Næs. Det er en 106km lang rute, der bugter sig gennem det Sønderjyske landskab. Søger du flere gode oplevelser kan et besøg ved kunstgalleriet i Aarøsund, gårdbutikken Lindegaarden eller et spil Adventure golf ved Gammelbro Camping måske også friste. 

Eftermiddag i Haderslev by (kl.12.00 - 18.00)

Fra Aarøsund kan du tage den 7 minutter lange færgefart til Aarø. Vi anbefaler ikke at du tager bil med over på øen, da du sagtens kan komme rundt uden. Start din eftermiddag med at vælge dit transportmiddel – vil du gå, cykle eller køre golfbil rundt på øen. Dernæst skal du finde et godt sted at få din frokost, en let frokost kan være en fordel da øen er kendt for at friste med mange smagsoplevelser undervejs. Efter frokost er det tid til at tage med på en guidet tur, ved Aarøs Perle. Vi anbefaler at du bestiller din guidet tur inden du kommer til øen, da der er flere forskellige guidede ture at vælge imellem.

Undervejs rundt på Aarø, kan du nyde et glas vin på terrassen ved Aarø Vingård. Du kan købe vin, likører og mousserende dråber med hjem. Overfor vingården er der både en sjov naturlegeplads for de mindste og en Parkgolf bane du kan prøve kræfter med. Besøg også Aarø Bryghus, tag plads i gårdhaven og smag på Æ’Mæsk, Gåsefod eller en af de andre dejlige øl. Aarø gemmer også på lokalproduceret honning, galloway produkter, røget laks, tangsalte, drue vingummi, snapse, marmelader, signaturpølser og meget andet. Husk at stoppe ved Aarø Vildtreservat (kan besøges hvis der ikke er ynglesæson), Aarø Camping og Julekirken

Aften i Haderslev (kl.18.00 - 22.00)

Efter dit besøg på Aarø er det tid til at få aftensmad. Måske du ikke har den helt store sult? Tag bilen ud over Næsset og ned til Hejsager Strand. Stranden er en af Haderslevs bedste badestrand og om sommeren er der en summen af mennesker. Tag forbi Hejsager Strandgrill for at få stillet den sidste sult og hvis der er plads måske også en is.

Tirsdag:

Formiddagen i Haderslev by (kl.10.00 - 12.00)

Start dagen med en god kop kaffe og en lækker brunch på en af vores mange caféer.

Besøg byens mest besøgte seværdighed Haderslev Domkirke og und dig selv en tur rundt i den smukke, gamle bydel af Haderslev. Få det meste ud af turen med din egen turguide (bestil en guide på tlf. 73709221). Er der tid, kan du i den gamle bydel finde 3 af byens museer (Ehlers Samlingen og Von Oberbergs Hus). Tager du forbi Gravene tirsdage eller fredage kan du opleve det hyggelige Torvedag.

Eftermiddag i Haderslev by (kl.12.00 - 18.00)

Efter dit besøg i den gamle bydel af Haderslev kan Torvet eller Gravene være et passende sted at få sin frokost. Der er gode muligheder for udeservering hvis vejret tillader det. 

Sæt nu kurs gennem den hyggelige jomfrusti og videre ned forbi til det historiske Ridehus (kendt fra DR), inden du bevæger dig ud på nordsiden af Havnen. Her kan du gå en rigtig fin tur langs fjorden, hvor du kommer forbi det store internationale maleri af Victor Ash, StreetDome - en af Danmarks største skateparks og mange andre arkitektonisk smukke bygninger. Tag turen videre og nyd den smukke udsigt ud af Haderslev Fjord. Får i brug for en pause, stop ved Kulkajen Strandbar til en drink og sluk tørsten på Saltlageret - street food & events. 

Aften i Haderslev (kl.18.00 - 22.00)

Bliv i Haderslev og få din middag på en af restauranterne i byen. Efter middagen kan du besøge Haderslevs grønne oase Damparken. Gå en tur rundt ved Inderdammen, måske det passer med at Dambåden Dorothea har afgang og du kan tage på en aften-rundtur. 

Onsdag:

Formiddagen i Haderslev by (kl.10.00 - 12.00)

Tag en afstikker med bilen til Gram Slotsby og se det slot som byen er kendt for. Hold øje med deres hjemmeside hvor du kan se hvornår der både er rundvisning på slottet, men også hvornår der er deres meget populære Sønderjysk Kaffebord. Gram Slot er Danmarks største økologiske landbrug og dette kan ses når man besøger deres lækre gårdbutik. Slut formiddagen af med frokost i deres café og smag de lokale råvarer.

Eftermiddag i Haderslev by (kl.12.00 - 18.00)

Efter frokost skal du tage forbi det naturhistoriske museum i Gram, hvor der venter dig nogle af Danmarks største hval skeletter. Har du gummistøvler med og mod på lidt mudder, kan du tage på fossiljagt med børnene i Lergraven. Kommer der en regnbyge forbi kan du tage op i Gram Fritidscenter og tage et spil bordfodbold eller pool. Nu er det vidst også tid til en kop kaffe. Tag ud til Stensbæk Skov Café og nyd en lækker kop kaffe og hjemmelavet kage. Har du lidt energi tilbage kan du inden aftensmaden tage ud på en gåtur i Stensbæk Plantage. Eller tag forbi Hygge Lake, som tilbyder ren afslapning i naturens omgivelser. Her kan du fiske, stå på Stand-Up paddle board eller ro kajak. 

Aften i Haderslev (kl.18.00 - 22.00)

Slut din dag i Gram af med middag på Gram Slotskro. Deres aftenmenu kombinerer det klassiske danske køkken med nutidens tendenser og der er med sikkerhed mad for alle aldre. Inden du sætter dig i bilen igen, skal du unde dig selv en tur i den hyggelige slotshave eller en tur ned gennem byen. Der er skilte undervejs hvor du kan læse om byens historie.

Torsdag:

Formiddagen i Haderslev by (kl.10.00 - 12.00)

Har du din cykel med på ferie?Vi anbefaler at du dagen forinden bestiller picnickurv ved Danhostel eller Hotel Norden til at tage med på cykelturen. Sæt kurs mod Tørning Mølle hvor der vil være gode muligheder for at nyde sin frokost. Undervejs kommer du gennem Haderslev Dyrehave og Pamhule Skov. Har du brug for en vand pause, kan et stop ved Sofies Kilde være en god idé. Kilden har så rent vand at du sagtens kan drikke af den. Hold øje med Haderslev Dam på din tur, hvor du måske vil møde Dambåden Dorothea. Du kommer også forbi industri-eventyret Christiansdal Vandkraftanlæg. Vil du gerne høre mere om stedet kan du ved Tørning Mølle bestille en guide der kan stå klar når i ankommer.

Eftermiddag i Haderslev by (kl.12.00 - 18.00)

Frokosten nydes i de smukke omgivelser ved Tørning Mølle. Hvis vejret tillader det er bænkene ved søen et rigtig smukt sted at spise med familien. Se den store vandmølle og få fortællingen om Tørning Borg inden turen går tilbage til Haderslev. Cykler du syd om Haderslev Dam igen kan du tage ned til Pamhule 3D bueskydning og give cyklerne en lille pause. Har i booket tur på 3D banen inden jeres cykeltur, er i sikker på ikke at køre forgæves og der venter jer 2 sjove timer hvor det gælder om at ramme plet. Cykler du med nordsiden af Haderslev Dam tilbage, kan du lave et kaffestop ved den fantastiske restaurant Damende. Stedet ligger lige ned til Haderslev Dam i smukke omgivelser og hvis du er blevet træt i benene kan du tage Dambåden retur til centrum.

Aften i Haderslev (kl.18.00 - 22.00)

Besøg en af de mange lækre restauranter i området og giv dine ben et velfortjent hvil. Torsdag aften kan du også tage med Vægterne rundt i det brostensbelagte gader og få fortællingen om nattevægterne som i gamle dage skulle sørge for opsyn, ro og orden.  

Fredag:

Formiddagen i Haderslev by (kl.10.00 - 12.00)

Din sidste dag starter i Vojens ved den lokale bager. Få en lækker brunch i deres hyggelige café inden i skal ud på den store Disc Golf bane. Udfordre familien og se hvem der er bedst til at kaste med frisbee. Du kan finde flere aktive oplevelser ved at klikke her og skulle vejret spænde ben for programmet kan et besøg i Vojens Hallerne og deres badeland sagtens redde dagen.

Eftermiddag i Haderslev by (kl.12.00 - 18.00)

Tilbage i Haderslev skal der nu oses lidt i butikkerne. Måske du allerede har set nogle butikker, som der skal kigges lidt nærmere på? Hvis du har parkeret på Wittenbergplads er du centralt parkeret og kan altid komme tilbage med poser til bilen. Husk din p-skive, da du her har 2 timers parkering. Hold øje med de mange specialbutikker og genbrugsbutikker som også gemmer på mange gode ting. Er der lidt ekstra tid kan du booke en behandling i hudpleje klinikkerne. Har du børn med kan vi anbefale Café Kreahjørnet som er en café hvor store og små kan male på keramik. Husk der også er mange spændende museer i Haderslev som helt bestemt er et besøg værd.

Aften i Haderslev (kl.18.00 - 22.00)

Den sidste aften i Haderslev skal der god mad til. Tag forbi en af de hyggelige beværtninger og få en portvin, G&T eller en kold fadøl på en af de lokale barer. Måske du er heldig og der er livemusik netop den aften du kommer forbi.

Følg med:

Destination Sønderjylland

VisitSønderjylland © 2024
Danish