Anderledes var det i Sønderjylland, der dengang var en del af det tyske kejserrige. Her var krigen nærværende for sønderjyderne, og ingen familier gik uberørte ud af den. Man mener, at 35.000 sønderjyder gjorde tjeneste i den tyske hær, og 6.000 af dem vendte aldrig hjem. Det gav tunge ar, også efter at Sønderjylland i 1920 efter krigen blev genforenet med Danmark.
Krigen er mest kendt for sine blodige slag i Frankrig og Belgien med lange skyttegrave, dreidecker-fly og forfærdelige giftgasangreb. Men krigen satte også spor i det Sønderjyske, som kan ses den dag i dag. Hver eneste sønderjyske kirkegård har mindesmærker for sognets faldne i krigen, og ved Løgumkloster og ved Arrild er der særlige gravpladser for de mange krigsfanger, der døde i arbejdslejre i området.
Lidt uden for Tønder havde tyskerne etableret en base for luftskibe, de såkaldte zeppelinere, der blev brugt til bombetogter mod englænderne. Den base blev bombet af englænderne i juli 1918 - faktisk ved verdens første bombetogt med fly, der lettede fra de dengang helt nye hangarskibe.
Også tæt på den daværende grænse til Danmark - mellem Skærbæk og Haderslev etablerede tyskerne et forsvarsværk af bunkere, som stadig ligger der. Her kan interesserede gå på opdagelse i den såkaldte Sikringsstilling Nord.