Seværdigheder langs Grænseruten

Seværdigheder langs Grænseruten

Trofaste vidner fra grænsedragningen: Grænsestenene

Stenene i midten af gaden ved den gamle grænseovergang Rudbøl/Rosenkranz hører vel til nogle af de mest kendte repræsentanter af deres slags: Grænsestenene.

Billedet viser grænsesten nr. 245, som med sin rille markerer grænseforløbet. Bogstavet D står for Kongeriget Danmark, mens DRP står for ”Deutsches Reich Preussen” (det tyske rige Preussen).

I alt 280 grænsesten markerer den dansk-tyske fastlandsgrænse. Dog er ikke alle græn­sesten lavet af sten. Ved blød undergrund, som f.eks. i moseområderne, blev der opsat egepæle med zinkkapper. Ved Rudbøl Sø, ikke langt herfra, er grænsen markeret med bøjer.

Oprindelig blev alle grænsesten efterset hvert år, da det skulle kontrolleres, at de ikke var stjålet eller væltet. I dag kontrollerer en international delegation hvert tiende år udvalgte grænsemarkeringer.

Kun ved den første og den sidste grænsesten vises en dato: 15.6.1920. På denne dato blev Sønderjylland/Nordschleswig atter genforenet med Danmark.

 

Landsbyen Møgeltønder

Møgeltønder består af tre adskilte dele: Landsbyen, slotsbyen og stationsbyen.

I den sydlige del af bysamfundet ligger den oprindelige landsby med små krogede gader og selvejerbøndernes gamle stråtækte gårde, hvoraf enkelte af de lave bygninger i frisisk byggestil går helt tilbage til 1600-tallet.

I Møgeltønders bymidte, mellem kirken og Schackenborg Slot, ligger Slotsgaden, den brede, brolagte lindeallé. Mange af de meget ensartede huse langs denne allé er tidligere funktionærboliger for godsets ansatte.

Oprindeligt var „Møgeltønderhus“ en hovedgård der senere blev udbygget til slot. Slottet blev i 1536 under reformationen overført fra at have tilhørt Biskoppen af Ribe til at være krongods. I 1661 fik feltherren Hans Schack overdraget krongodset for sine fortjenester i krigen mod Sverige. Han nedrev store dele af de oprindelige bygninger og påbegyndte opførelsen af slottet ”Schackenborg”. I over 300 år forblev slottet i familien Schacks eje, indtil det i 1993 blev overdraget til Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.

 

Guldhornene fra Gallehus

En lun sommeraften i året 1639 gik kniplepigen Kirsten Svendsdatter hjem over markerne fra Tønder til Østerby. Ved Gallehus snublede hun over noget, der stak op af jorden. Da hun hev den formodede rod op, kom et næsten 3 kg tungt horn til syne. Hornet viste sig senere at være fremstillet af rent guld. Det blev overgivet til kong Christian IV, som belønnede Kirsten med et skørt.

Næsten hundrede år senere, i 1734, fandt man umiddelbart i nærheden et andet, mindre horn. Også dette var af rent guld og vejede omkring 3 ½ kg.

De to rigt udsmykkede horn fra Gallehus er de mest kendte arkæologiske fund i Danmark. Dateringen lyder på år 400 e. Kr. f., men er dog usikker, da der i dag kun eksisterer upræ­ci­se kopier. De originale guldhorn blev nemlig i 1802 stjålet fra det Kongelige Kunstkammer og smeltet om.

 

Indlandsklitterne

I Süderlugum kan man se det 41,5 ha store klitlandskab, der allerede i 1913 blev erklæret som naturfredet område. Disse indlandsklitter stammer fra den sidste istid, der sluttede for 10.000 år siden. Bræmmen af de enorme ismasser lå 30 km østlig herfra. Da gletscherne begyndte at smelte, løb enorme mængder af smeltevand ud gennem kæmpe gletscher-porte, der også førte sand og småsten med sig. Dette materiale blev aflejret i elvløbene; de tunge sten nær mundingen, det lettere sand længere mod vest, hvorved de store flade hedesletter opstod.

Mod nord ligger Vidåens hedeslette. Syd for dalen dannede sandet fra flodbredderne og sandbankerne med hjælp af vinden indlandsklitter og brede sandområder, som snart var dækket af skov. Frem til det 16. århundrede ryddede tidlige tilflyttere disse skovområder, der efterhånden forvandledes til bart hedelandskab. Nu fik vinden atter frit spil. Beboerne i Süderlügum forsøgte at trodse sandstormene ved bl.a. at plante marehalm. Det var dog først muligt at stoppe sandfygningen i begyndelsen af sidste århundrede, da der på den østlige side af indlandsklitterne atter blev rejst ny skov.

 

Moserne i Jardelund og Frøslev

Øst for Jardelund, lige bag skoven, ligger den grænseoverskridende og fredede Frøslev-Jardelund Mose, et 275 ha stort moseområde.

Her blev tørven, frem til 1960’erne, udgravet maskinelt og forarbejdet til briketter. Før i tiden havde mange ind­byggere fra de omliggende landsbyer en jordlod til udvinding af tørv.

Mosen er meget kendt i Danmark, hvilket skyldes en begivenhed, der fandt sted i 1872, hvor Sønderjylland stadig hørte under Preußen:

Under tørvegravningen stødte Rasmus Jørgensen fra Ellund på noget blankt og skinnende, som snart viste sig at være et kostbart skrin. I første omgang gemte han skrinet hjemme på gården. Kort tid efter viste han det dog til familiens nære ven, den dansksindede lærer Jens Madsen. Lærer Madsen overbeviste familien om, at skrinet skulle bringes til sin retmæssige plads: Nationalmuseet i København.

Jens Madsen påtog sig opgaven. Skrinet skulle smugles over grænsen ved Kongeåen, og Jens Madsen skilte derfor skrinet ad og pakkede de emaljerede og forgyldte kobberplader ned mellem sit tøj i kufferten. Han var heldig – smugleriet blev ikke opdaget. Ellers var han med sikkerhed landet i fængsel og det berømte Frøslevskrin måske aldrig kommet til Danmark.

En kopi af Frøslevskrinet blev sønderjydernes folkegave til det danske kronprinsepar i anledningen af deres bryllup.

 

„Slaget ved Bov“

Siden 1830’erne gav hertugdømmet Schleswig jævnligt anledning til uoverensstemmelser mel­lem Tyskland og Danmark: Skulle området fremover høre til den danske nationalstat, eller skulle hertugdømmet blive en del af den planlagte tyske nationalstat?

Dette stridsspørgsmål var i marts 1848 årsag til den tre år lange krig mellem de to nationer. Begge parter fremhæver slaget ved Idstedt, der fandt sted den 25. juli 1850, som krigens højdepunkt. Ved krigens afslutning havde ingen af parterne opnået en sejr. Konflikten blev først løst ved forhandlingsbordet, under pres af de europæiske stormagter.

Det første sammenstød mellem de to stridende parter fandt sted en tidlig morgenstund i Bov, den 9. april 1848. De slesvig-holstenske oprørere havde taget opstilling uden for landsbyen og afventede her angrebet af de danske tropper. De første skud faldt ved kirken. De danske styrker var overlegne, og de slesvig-holstenske oprørere flygtede i første omgang til Flensburg, hvor der blev kæmpet videre i den nye bydel. De slesvig-holstenske oprørere trak sig herefter endnu længere tilbage, til området syd for Schleswig.

 

Frøslevlejren, en national mindepark

Frøslevlejren blev opført i 1944 som tysk politifangelejr under ledelse af Det tyske Sikkerhedspoliti i Danmark.

I årenes løb har lejrens barakker været anvendt til mange forskellige formål, og i dag fremstår kun hovedvagttårnet og fangebarakken H4 som under krigen. I disse to bygninger udstiller Frøslevlejrens Museum, der blev indviet i 1969. Museet formidler her indgående lejrens historie fra årene 1944-45.

På lejrens område forefindes desuden andre museer/udstillinger: Der er udstillinger af Amnesty International, FN Museet, Hjemmeværnsmuseet, Beredskabsforbundets Informationsbarak samt en naturudstilling af Skov & Naturstyrelsen.

Efter Befrielsen den 5. maj 1945 blev lejren først overtaget af modstandsbevægelsen og senere af Det danske Fængselsvæsen, og anvendtes under navnet ”Faarhuslejren” som internerings- og straffelejr for såkaldte landssvigere, dvs. folk, der havde samarbejdet utilbørligt med besættelsesmagten.

Fra 1949 til 1968 hed området ”Padborglejren” og blev brugt som kaserne. Indtil 1975 benyttede Civilforsvaret lejren som materialedepot, og i 1984 begyndte restaureringen af barakkerne. I 2001 fik Frøslevlejren status som national mindepark for tiden under tysk besættelse.

 

De hvide busser

I Kruså, på vej mod Aabenraa, står et stykke oppe ad bakken en statue af den svenske greve Folke Bernadotte. Den symboliserer et bevægende stykke historie.

Den 20. og 21. april 1945 ankom en konvoj bestående af 200 danske hvide busser til Kruså og Padborg. I dem sad 4.000 danskere og nordmænd, som var blevet frigivet fra koncentrationslejren Neuengamme. Konvojen var højdepunktet i en på alle måder imponerende evakuering af danske og norske Kz-fanger. Fra december 1944 havde Socialministeriet i Danmark allerede i mindre omfang kunnet evakuere fanger fra tyske koncentrationslejre. Dette var muligt takket være det danske Udenrigsministeriums intensive bestræbelser. Fra marts 1945 koordinerede man transporterne sammen med det svenske Røde Kors. Vicepræsidenten for Røde Kors i Sverige, Greve Folke Bernadotte, opnåede gennem hemmelige forhandlinger med SS-Reichsführer Himmler, at danske og norske fanger kunne blive samlet i Neuengamme. Herfra kunne de afhentes ved evakueringen og blive bragt til det neutrale Sverige og Frøslevlejren ved Padborg. Fra marts til slutningen af april 1945 blev omkring 6.000 skandinaviske fanger overført fra alle tyske koncentrationslejre til Neuengamme. Herfra blev de i flere konvojer kørt mod nord i de hvide busser, både danske og svenske. For de befriede var Kruså og Padborg den første station på vej i sikkerhed.

Del denne side