Flensburg Fjord Route er en grænseoverskridende cykelrute, der er helt ideel for dig, der vil opleve landskabet omkring Flensburg Fjord med byerne Glücksburg, Gråsten, Aabenraa, Sønderborg, Augustenborg, Nordborg og naturligvis Flensburg. Cykelruten har et væld af oplevelser at byde på – slotte, blomsterrige haver, smuk natur, maritime aktiviteter og ikke mindst glade og gæstfrie mennesker. Alt dette og mere til kan du komme tættere på, på den 307 kilometer lange cykelrute.
Cykelruten går gennem det østlige grænseland, hvor du har rig mulighed for at gå på opdagelse i både grænselandets natur og historie. Ruten går gennem de store hovedbyer, små hyggelige landsbyer, forbi åbne landskaber, op ad højderygge, gennem skove og langs fjorde med flotte kyststrækninger.
Ruten er opdelt i seks etaper, så du nemt kan forkorte eller forlænge ruten, alt efter hvad du har lyst til at se, og hvor du har lyst til at gå på opdagelse. Har du børnene med på tur, er der også mange steder undervejs, hvor I kan underholde jer med sjove, lærerige oplevelser.
Cykler du alle 307 kilometer, kommer du blandt andet til at køre langs Aabenraa Fjord, Alssund og Flensburg Fjord. Undervejs krydser du Østersøruten og Hærvejen i Danmark samt Ochsenweg og Ostseeküsten Radweg i Tyskland. Så hvis du vil, kan du nemt forlænge ruten og lave afstikkere undervejs.
Hver etape byder på helt særlige oplevelser: Bliv opslugt af vidunderlige blomsteruniverser, vild natur, og kom tæt på historien, der har været med til at forme grænselandet, som det ser ud i dag.