Wegner døde 92 år gammel i 2007, og forinden havde han slået sit navn fast som en af verdens førende møbelarkitekter. Han anses som en af pionererne og grundlæggerne af den danske modernisme inden for møbeldesign. Han var en drivende kraft i det koncept, der blev kendt som ”Danish Modern”, og som var med til at ændre folks måde at betragte møbler på i 1950’erne og 1960’erne.
Rent teknisk var Wegner i sine stole kendt for sin store forståelse for træ og for at forene perfekt udførte samlinger med udsøgte former. Derfor fik han også tilnavnet ”stolens mester”.
Blandt Wegners kendteste værker er Den runde stol, Kina-stolen, Y-stolen og Påfuglestolen. Den runde stol blev berømt, da den blev benyttet under en TV-debat i USA i 1960 mellem J. F. Kennedy og Richard Nixon, og den var med til at sætte dansk møbeldesign på verdenskortet.
Ud over at kunne nyde Wegners mest berømte stole har du fra toppen af det gamle vandtårn også en forrygende udsigt over Tønder by og Tøndermarsken.