Tønder Festival 1

Tønder Festival

Photo: Ulrik Pedersen

Glade mennesker der synger og danser til musikken. Dedikerede musikere der giver den fuld skrue på scenen. Musik, stemning og glæde der flyder sammen i en herlig og livsbekræftende symbiose.

Vi befinder os på Tønder Festivalen, der hvert år finder sted i den sidste hele weekend af august. Festivalen er viet til folkemusikken, men spænder musikalsk meget bredt med indslag af blandt andet roots, indierock, americana og alternativ country.

Festivalens historie går helt tilbage til 1974, hvor en flok unge musikglade mennesker arrangerede en tre dage lang fest med visesang, folkemusik og bægerklang i Bachmanns Vandmølle ved Vidåen i Tønder.

Det blev en stor succes, og året efter fandt den første egentlige Tønder Festival sted. Den har siden vokset sig stor, og siden 1978 har den været afholdt på Tønder Dyrskueplads. I dag er der hvert år omkring 10.000 besøgende.

Tønder Festival anses i dag i musikkredse for at være en af de mest betydningsfulde festivaler i Europa, hvad folkemusik angår.

Gennem tiden har mange kendte kunstnere spillet her – heriblandt Pete Seeger, Arlo Guthrie, Lucinda Williams, Jason Isbell og Emmylou Harris.

I Tønder har man meget fokus på, at festivalen skal være en dejlig og afslappet oplevelse for gæsterne og med gæster i alle aldersgrupper. Derfor oplever du også, at musikerne i stedet for at holde sig back stage bevæger sig rundt på festivalpladsen og besøger hinandens koncerter.

Fakta

Hvor gæsterne før i tiden købte billet til de enkelte koncerter på festivalen, lavede man i 2012 konceptet om. Nu foregår Tønder Festival på en stor indhegnet festivalplads, hvor du efter køb af et armbånd har adgang til alle koncerter. Festivalen løber over fire dage.

Der er en campingplads i forbindelse med festivalpladsen, så deltagerne kan bo tæt på.

H.K.H Prinsesse Marie har siden 2009 været protektor for Tønder Festival.