Hvis du har en hjemmeside, du gerne vil have fundet, når folk søger på Google, er du nødt til at komprimere dine billeder. Du kan nemt være i en situation, hvor det samme billede i komprimeret og ukomprimeret version er ens for det menneskelige øje, selv om det ukomprimerede fylder 10-20 gange så meget. Så uden at reducere hjemmesidens kvalitet, gør du den hurtigere at indlæse til glæde for både dine gæster og din SEO-score.
Komprimering er altid en balancegang, hvor du gerne vil have det mindst mulige billede med den højest mulige kvalitet. Komprimerer du for meget, bliver billedet grynet, og det ser uprofessionelt ud. Det er forskelligt, hvor langt du kan få et billede ned i størrelse, før det sker. Det afhænger af motivet og hvor mange forskellige farver, der indgår. En god tommelfingerregel er, at du sjældent ødelægger et billede ved at gå ned til 300 kilobytes. Ofte vil du også kunne gå længere ned. Sørg altid for at gennem det store originalbillede – så kan du altid lave en ommer, hvis komprimeringen har gjort billedet grynet.
Det er ekstremt nemt at komprimere et billede i Photoshop. Første skridt er at ændre billedstørrelsen som beskrevet ovenfor. Har du et billede på 50x100 cm., hvor du kun behøver 5x10 cm, kan du foretage en enorm reduktion allerede der.
Andet skridt sker, når du gemmer billedet (Fanebladet ”Fil” ”Gem som” eller ”Fil” ”Eksporter som”). Gemmer du billedet som jpg (eller endnu bedre i forhold til SEO ”jpg 2000”), kommer der en slider frem, hvor du kan vælge kvaliteten af billedet. Den kan du trække i for at reducere billedets størrelse (og samtidig dets kvalitet). Du kan se, hvor mange kilobytes (k), dit billede bliver med dine ændringer. Har du valgt ”jpg 2000”, kan du også se en forhåndsvisning af, hvordan billedet kommer til at se ud.
Ofte ender du med et komprimeret billede, der fylder en tiendedel eller en tyvendedel af det originale billedes størrelse – uden at du kommer til at kunne se forskel, når du bruger det på hjemmesiden. Men i den situation ville du kunne mærke positiv forskel på hjemmesidens hastighed.
Føler du dig ikke hjemme i et billedredigeringsprogram, og bruger du WordPress til at bygge din hjemmeside, kan du også installere et plugin som f.eks. Autooptimize, og få det til at komprimere dine billeder på hjemmesiden (læs mere om dette i ”Hjemmeside”-afsnittet. Ideelt set kan du gøre begge ting. Lige meget om du selv redigerer billeder eller ej, skader det ikke at have denne funktion slået til i Word-Press for at gøre resultatet endnu bedre.