Videoredigering

Redigering og brug af video i professionelle sammenhænge kan virke omfattende og uoverskueligt at få begyndt på, men med de rigtige værktøjer er det ikke  svært at komme i gang.

I dette afsnit vil vi fokusere på de grundlæggende elementer i videoredigering, der har relevans i forhold til hjemmesiden og sociale medier. Hovedvægten vil være på at komme i gang med at bruge video som en del af din virksomhed samt enkelte tommelfingerregler til det.

Der er taget udgangspunkt i Adobes program Premiere Rush, da det er markedsførende, men det er samme grundlæggende princip, der ligger bag andre lignende programmer. Basisudgaven af Premiere Rush er gratis, og for under hundrede kroner om måneden kan du få adgang til flere funktioner. Andre programmer, som eksempelvis Lightworks, er gratis.
 

I princippet kan du optage film med din smartphone og lægge den direkte på enten din hjemmeside eller sociale medier. Med en anelse redigering kan du dog hurtigt få videoer af en lidt højere kvalitet, som derfor oftest vil blive set af flere.

Premiere Rush findes både som program til din computer og som app til din smartphone. Det betyder, at videoer optaget med din smartphone kan åbnes direkte i Premiere Rush på din computer og derefter redigeres. Du kan også redigere direkte på din smartphone, men ofte er det nemmere på en computer.

I dine videoer kan du også vælge at anvende billeder. De vil ofte blive brugt som dækbilleder. Du kan både bruge dine egne billeder, men der er også mange gratis billeddatabaser, hvis du leder lidt. Se afsnittet om billedredigering.

Til videoredigering er det en fordel at have et stativ til din smartphone, (eller kamera, hvis du bruger det i stedet) så du undgår videoer, der er rystede. Derudover kan en mikrofon også være en god idé, da det giver en bedre lydkvalitet og reducerer mængden af baggrundsstøj. En separat mikrofon kan også være god at have, hvis du optager i et rum med dårlig akustik eller udendørs. Både mikrofon og stativ er relativt små investeringer, der til gengæld kan gøre en stor forskel for den endelige kvalitet.
 

Inden du begynder at optage, er det en fordel at have lavet et storyboard. Altså en oversigt over, hvad videoen skal handle om. Det giver dig et overblik over hvor og hvad du skal optage, samt hvilke eventuelle rekvisitter du skal bruge. På den måde har du på forhånd et overblik over hele din proces, og du har mulighed for at tænke over hvilke klip, der fungerer godt sammen.

Når du har optaget alle de klip, du skal bruge til din endelige video, er du klar til at redigere. Du starter ved at åbne Premiere Rush og klikke på “Create New Project”. Her får du muligheden for at vælge mellem filer, der ligger på din computer/ smartphone. Husk at slå synkronisering til - på den måde sikrer du, at filer fra din smartphone dukker op på din computer. Du tilføjer alle de klip, du vil bruge, og klippene vil herefter optræde på en lang linje. Klikker du på et enkelt klip, vil det blive markeret, og du har mulighed for at justere længden af klippet ved blot at trække i siden af det, flytte klip rundt mellem hinanden, slette klip eller dele dem op i flere separate klip.

Her kan du også lave et spor til lyd og et til billede. På den måde kan du skrue enten op eller ned for lyden, lægge en VoiceOver ind eller en anden underlægningsmusik. Vær opmærksom på, at du skal have rettigheder til den musik, du anvender. Du kan enten finde musik i Premiere Rush - det har du ret til at bruge, ellers findes der også flere gratis musikdatabaser. Bl.a. findes der mange gratis lydfiler og effekter på Freesound.org.

I Premiere Rush kan du også tilføje effekter, redigere hastigheden, lægge tekst ind over og redigere på farverne. Der er rigtig mange muligheder, og det bedste råd er at prøve dig lidt frem. Hvad kan du lide og hvad synes du, der fungerer til dit budskab. Vil du gerne sælge natur og ro på din campingplads, vil det være oplagt med blød underlægningsmusik til at understrege dit budskab.

Når du har færdigredigeret din video, er det en fordel at tilføje undertekster. Rigtig mange ser film på deres smartphones uden lyd, og derfor skal din video også kunne fungere, selv hvis der ikke er lyd på. Derfor er det en fordel at lægge undertekster på. Du kan tekste dine videoer direkte i Premiere Rush, ellers kan også tekste dem ved hjælp af YouTube.

Nu har du en video, der både er færdigredigeret og tekstet, og det er tid til at dele den. På Facebook og Instagram trykker du blot på ‘del video’. Vær opmærksom på, at der er begrænsning på, hvor lange videoer du kan dele. På Instagram er grænsen på et minut, hvis du lægger en video op i Instagram-feedet, men lægger du det op under IG TV kan det være væsentlig længere. Bruger du WordPress til at redigere din hjemmeside, kan du tilføje video direkte ved blot at lægge en videoblok ind på din hjemmeside, som du herefter lægger videoen ind i. 
 

Reducer mængden af baggrundsstøj. Undgå f.eks. at optage ved en tæt befærdet vej, da det giver meget støj på optagelserne.

Tænk over belysningen. Sørg for ikke at optage i modlys eller steder, hvor det er for mørkt.

Optag klip horisontalt. På den måde undgår du sorte kanter i begge sider af dit billede.

Husk at mere ikke altid er bedre. Folk bruger ikke særlig lang tid på videoklip på de sociale medier, så sørg derfor at holde dit budskab klart og præcist.

Udnyt fordelen ved video. Video har nogle helt klare fordele frem for tekst, og dem skal du sørge for at udnytte. Tænk i fængende billeder og stærkt visuelt materiale, men hav også fokus på speak og musik - hvis nu folk alligevel ser klippet med lyd.
 

Følg med:

Destination Sønderjylland

VisitSønderjylland © 2024
Danish