I princippet kan du optage film med din smartphone og lægge den direkte på enten din hjemmeside eller sociale medier. Med en anelse redigering kan du dog hurtigt få videoer af en lidt højere kvalitet, som derfor oftest vil blive set af flere.

Premiere Rush findes både som program til din computer og som app til din smartphone. Det betyder, at videoer optaget med din smartphone kan åbnes direkte i Premiere Rush på din computer og derefter redigeres. Du kan også redigere direkte på din smartphone, men ofte er det nemmere på en computer.

I dine videoer kan du også vælge at anvende billeder. De vil ofte blive brugt som dækbilleder. Du kan både bruge dine egne billeder, men der er også mange gratis billeddatabaser, hvis du leder lidt. Se afsnittet om billedredigering.

Til videoredigering er det en fordel at have et stativ til din smartphone, (eller kamera, hvis du bruger det i stedet) så du undgår videoer, der er rystede. Derudover kan en mikrofon også være en god idé, da det giver en bedre lydkvalitet og reducerer mængden af baggrundsstøj. En separat mikrofon kan også være god at have, hvis du optager i et rum med dårlig akustik eller udendørs. Både mikrofon og stativ er relativt små investeringer, der til gengæld kan gøre en stor forskel for den endelige kvalitet.