Facebook-annoncer målrettes de mennesker, du ønsker at nå ud til. Og de kan målrettes meget detaljeret. Ved du, hvem du gerne vil ramme med annoncerne, er det et virkelig godt værktøj. En naturlig begrænsning er, at potentielle gæster, der ikke bruger Facebook, aldrig vil få dine annoncer at se.

Facebook har et værktøj, der hedder ”målgrupper”. Her kan du gå ind og definere og gemme målgrupper. Det er meget nemt at benytte. Du klikker på ”Opret målgruppe” og dernæst ”Gemt målgruppe”. Herefter skal du vælge et navn (vær fordin egen skyld systematisk i navngivningen af målgrupper), og så er det bare at definere geografi, demografi, interesser og adfærd efter behov. Jo flere parametre du sætter op, jo mindre bliver målgruppen selvfølgelig. Når du er tilfreds, klikker du på ”Opret gemt målgruppe”. Dine gemte målgrupper kan du så senere bruge, når du opretter dine annoncer.

I stedet for at vælge ”Gemt målgruppe”, kan du vælge ”Brugerdefineret målgruppe” og uploade dine nyhedsbrevsmodtagere som en målgruppe. Eller du kan vælge ”Kopimålgruppe” og få Facebook til at finde modtagere, der minder om en eksisterende kundegruppe som f.eks. dine nyhedsbrevsmodtagere.

For at slå noget fast, så bør Facebook-annoncer køres gennem deres Business Manager-værktøj. Klikker du bare på ”Annoncecenter” på din Facebookprofil, vil du få et langt mere begrænset annonceværktøj, der i øvrigt er bundet op på personen, mens Business Manager er bundet op på virksomheden. At bruge penge på at booste Facebookopslag er virkelig noget, du skal gøre med måde. Når du gør det, kan du i princippet kaste dine penge ud i blinde, idet du slet ikke får data på, hvor godt indsatsen har virket - hvilket jo ellers er det, du netop har glæde af ved Facebookannoncer.

Kampagner / kategorier

Under menuen ”Annonceadministrator” finder du den føromtalte træstruktur for annoncerne. Det øverste, overordnede niveau i annoncestrukturen ”Kampagner” burde i princippet havde heddet ”Kategorier”. Har du et rejsebureau, kan en kampagne dække over et land. Sælger du tøj, kan kampagnen være et specifikt tøjmærke. Har du et hotel, kan det f.eks. være forskellige typer gæster, du bygger det op omkring (forretningsrejsende, cykelturister, lejrskoler osv.).

Annoncesæt

Det næste niveau kaldes hos Facebook ”Annoncesæt”. Det er en gruppe af annoncer indenfor den kampagne, du befinder dig i. Det kan f.eks. være en gruppe, der er målrettet en specifik aldersgruppe. Annoncesæt kan også deles ind efter datointervaller, så hver annoncesæt f.eks. indeholder de annoncer, du vil køre med de næste to uger. Det er også under ”Annoncesæt”, at du vælger om annoncen skal være dynamisk (se nedenfor), samt hvilken målgruppe, den skal stiles mod (vi anbefaler klart, at du definerer gemte målgrupper på forhånd og så vælger dem her.

Annoncer

Det tredje og sidste niveau er annoncerne. Hvert annoncesæt skal have mindst en annonce tilknyttet, men kan godt have flere. Har du flere, kan du efterfølgende sammenligne dem med hinanden og se hvilken, der klarer sig bedst. Men faktisk har Facebook en funktion, hvor de gør det beskidte arbejde for dig. Har du under ”Annoncesæt” sat hak ved ”Dynamisk annonceindhold”, så kan du oprette flere annoncer i en. Det fungerer sådan, at du uploader op til fem billeder, overskrifter, tekstbidder, CTA’er (call to action - altså teksten på knappen) osv. Facebook tester derefter hvilke kombinationer, der fungerer bedst, så du får mest muligt for dine penge. Det er ret smart og en klar anbefaling. Det er tidsbesparende, og vil som regel også være den billigste måde at gøre det på.

De annoncer, du opretter, kan også målrettes mod Instagram.

Budgettet kan sættes på enten kampagne- eller annoncesæt-niveau.