VisitSønderjylland

Tre partnercases fra Sønderjylland

Hos Destination Sønderjylland oplever vi, at flere partnere ønsker at kommunikere om deres indsatser inden for klima og miljø. Men det kan være svært at vide, hvor man skal begynde, og hvordan man kommunikerer præcist og dokumenterbart uden at risikere greenwashing.

Notetagning på workshop
Foto: Destination Sønderjylland

Derfor har vi i det seneste år samarbejdet med Thybo & Co ApS, hvor tre af vores partnere: Vadehavets Oplevelser, Sandskær Strandcamping og Sønderby Strandcamping,  har fået konkret sparring og værktøjer til at omsætte deres  indsatser til klar, troværdig og anvendelig kommunikation. Formålet med denne artikel er at give jer et indblik i, hvordan de tre partnere har grebet opgaven an – fra de første overvejelser til færdige tekster, drejebøger og kommunikationsformater. Ikke som facitliste, men som inspiration til, hvordan man i praksis kan komme i gang, uanset om man er en lille oplevelsesaktør eller et større overnatningssted. Fælles for de tre cases er, at indsatserne ikke er blevet pakket ind i flotte buzzwords, men er blevet gjort konkret, forståeligt og brugbart, både for gæster, medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi håber, at I vil lade jer inspirere og måske endda genkende jer selv i de tre fortællinger herunder.

Case 1: Vadehavets Oplevelser: Fra certificering til konkret gæstedialog

Vadehavets Oplevelser er i gang med at blive certificeret med EU-Blomsten, en proces, der stiller krav til både drift, dokumentation og kommunikation. Direktør Morten Riis ønskede derfor ikke blot hjælp til at “sige det rigtige”, men til at få et samlet greb om, hvordan virksomheden, medarbejderne og kommunikationsbureauet i fællesskab kan kommunikere om konkrete miljøindsatser på en præcis, dokumenterbar og praktisk anvendelig måde.

Udfordringen

Hvordan kommunikerer man om miljøindsatser og en kommende EU-Blomsten-certificering uden at komme til at overdrive, generalisere eller risikere greenwashing, og samtidig gøre gæsterne til aktive medspillere?

Løsningen: Drejebog for miljøkommunikation

I samarbejde med Thybo & Co fik Vadehavets Oplevelser udarbejdet en drejebog for miljøkommunikation, en praktisk manual, der samler:

  • principper for kommunikation om konkrete miljøindsatser baseret på EU-Blomstens kriterier
  • retningslinjer for sprog, tone of voice og billedbrug
  • klare do’s & don’ts i forhold til Forbrugerombudsmandens anbefalinger
  • konkrete formuleringseksempler, der kan bruges direkte af både medarbejdere og bureau

Drejebogen fungerer som et fælles arbejdsredskab, der hjælper med at sikre, at alle tekster, uanset kanal, taler samme sprog og hviler på dokumenterbare fakta.

Fra manual til hverdagens kommunikation

For at sikre, at principperne ikke bare blev i et dokument, blev de oversat til udvalgte og konkrete kommunikationsformater:

Ny underside på hjemmesiden: “Ansvarlighed”
Der blev udarbejdet struktur og tekster til en ny sektion på hjemmesiden, der samler information om miljøindsatser og andre relevante initiativer ét sted. Her indgår blandt andet:

  • en letforståelig præsentation af, hvad EU-Blomsten betyder i praksis
  • en omfattende gæste FAQ med konkrete svar på, hvordan man som gæst kan bidrage, fra affaldssortering og vandforbrug til lokale oplevelser og transport

Tekst til velkomstbrev
Et kort, imødekommende afsnit, der kan indsættes i den eksisterende velkomstmail til gæsterne, hvor de introduceres til konkrete indsatser og inviteres til at læse mere via FAQ’en.

Værelsesopslag: Nudging i øjenhøjde
Forslag til både korte og længere opslag på værelserne, der på en venlig måde opfordrer gæsterne til ønsket adfærd: bruge vand med omtanke, sortere affald, slukke lys og varme og vælge lokale oplevelser.

Status

Hele leverancen blev godkendt uden bemærkninger. Implementeringen afventer den endelige EU-Blomsten-certificering, så kommunikationen først tages i brug, når mærket er formelt på plads.

Hvad kan andre partnere lære?

  • Det betaler sig at samle alle principper ét sted, så alle arbejder efter samme rammer.
  • Kommunikation bliver først stærk, når den oversættes til hverdagens formater som f.eks. hjemmeside, velkomstmail og værelsesopslag.
  • Gæster vil ofte gerne hjælpe, hvis de får klare, konkrete og venlige anvisninger.

Case 2: Sønderby Strandcamping: Når miljømærkning og fortælling går hånd i hånd

Sønderby Strandcamping på Kegnæs er en familieejet campingplads med rødder helt tilbage til 1965 og i dag drevet af tredje generation. Med certificeringen med EU Ecolabel i december 2025 ønskede ejerparret ikke blot at dokumentere deres tiltag, men også at fortælle historien om, hvem de er, hvad de står for, og hvordan de arbejder med de krav, der følger med certificeringen.

Udfordringen

Hvordan kommunikerer man om en certificering, så den ikke kun fremstår som et mærkat på facaden, men også fortæller om campingpladsen og de konkrete tiltag bag certificeringen?

Og hvordan sikrer man, at budskabet også rammer de mange tyske gæster, som udgør en vigtig målgruppe for campingpladsen?

Løsningen: Pressemeddelelse om certificering med EU Ecolabel

Med afsæt i et interview med ejer Jens Nørsøller udarbejdede Thybo & Co en pressemeddelelse, der kombinerer:

  • pladsens historie og familietraditioner
  • konkrete tiltag og krav i forbindelse med EU Ecolabel
  • personlige citater om, hvad certificeringen betyder i praksis
  • fortællingen om “Sønderby Oasen”, det lokale biodiversitetsprojekt
  • data om udviklingen i gæstetal
  • et perspektiv på det tyske marked

Pressemeddelelsen blev udsendt af Destination Sønderjylland med en klar målsætning om synlighed i både danske og tyske medier.

Resultatet

Historien blev samlet op af flere lokale og regionale medier, blandt andet Flensborg Avis, hvilket gav Sønderby Strandcamping synlighed på tværs af grænsen.

Samtidig blev der i kommunikationen sat fokus på, hvordan arbejdet med certificeringen giver campingpladsen et systematisk grundlag for at arbejde med blandt andet energi, vand og affald. Udviklingen i besøgstallet indgik desuden som en del af fortællingen om campingpladsens udvikling, efter at ejerparret Jens Nørsøller og Nana Aukschun Nørsøller overtog pladsen.

Status

Pressemeddelelsen blev godkendt uden ændringer af ejerparret og efterfølgende udsendt af Destination Sønderjylland. Den har opnået omtale i både danske og tyske medier og viser, hvordan en konkret certificering kan indgå i kommunikationen om en virksomhed.

Hvad kan andre partnere lære?

  • Kommunikation som f.eks. en pressemeddelelse bliver stærkere, når den kobles til menneskene bag virksomheden – ikke kun til tekniske krav.
  • Personlige citater, lokale historier og konkrete nøgletal gør kommunikation levende og troværdig.
  • EU-Blomsten er et signal, der rækker ud over Danmark – især i forhold til det tyske marked.
  • Pressearbejde kan være et effektivt greb til at løfte både den enkelte aktør og destinationens samlede profil.

Case 3: Sandskær Strandcamping: Når ESG rapportering bliver til noget, gæsterne kan holde i hånden

Sandskær Strandcamping arbejder målrettet med ESG rapportering efter VSME standarden og har allerede udarbejdet rapporter for både 2023 og 2024 med ambition om også at gøre det fremover. For ejer Jesper Meldgaard Langschwager handler ESG ikke kun om at rapportere tal, men om at bruge indsigterne aktivt i den daglige drift og dele dem med gæsterne på en måde, der er let at forstå og giver mulighed for at bidrage gennem konkrete handlinger.

Udfordringen

Hvordan omsætter man tekniske ESG tal og data om blandt andet energi, vand og affald til noget, der giver mening for en campinggæst, og som faktisk bliver læst og husket under opholdet?

Løsningen: En folder om ESG initiativer

Sammen med Thybo & Co blev der udarbejdet et tekstoplæg til en 4 siders A5 folder, der skal udleveres ved check in, ledsaget af en lille bakke karse.

Karsen fungerer som et symbol på budskabet:
Små handlinger kan gøre en forskel, også når det handler om brugen af ressourcer under opholdet.

Folderen tager afsæt i pladsens ESG arbejde og formidler konkrete tiltag i et jordnært og visuelt sprog, blandt andet:

  • at 15% af elforbruget allerede kommer fra egen solcelleproduktion, og at anlægget løbende udbygges
  • at opvarmningen er omlagt til luft til vand varmepumper og solvarmerør, så olie udfases
  • at der er installeret Aguardio sensorer i alle brusekabiner, så gæsterne kan se deres badetid og holde øje med deres vandforbrug
  • at pladsen sorterer affald i tydelige fraktioner, der håndteres efter de relevante affaldsordninger

Samtidig giver folderen gæsterne konkrete nøgletal for opholdet pr. overnatning, så tallene bliver lettere at forstå og forholde sig til.

Status

Folderen er endnu ikke sat grafisk op, da Sandskær Strandcamping afventer ESG tallene for 2025, så indholdet kan opdateres med de nyeste data og være klar til sæsonåbning i april.

Ejer Jesper Meldgaard Langschwager kvitterede for leverancen med:
“SMUKT! Lige hvad jeg havde forestillet mig. Vi får den sat op grafisk, når jeg har ESG tal for 2025.”

Hvad kan andre partnere lære?

  • Giv informationen, når den er relevant.
    Sandskær Strandcampings folder er designet til brugssituationen, hvor gæsten allerede er ankommet til campingpladsen. Her kan konkrete budskaber kobles direkte til opholdet og de valg og handlinger, gæsten møder undervejs.
  • Tænk i touchpoints, ikke kun kanaler.
    Overvej, hvornår gæsten er mest modtagelig for informationen, og placér kommunikationen dér, hvor den er relevant og kan bruges i praksis.
  • Fysisk og kommunikativ handling kan forstærke hinanden.
    Idéen med at udlevere karse kom fra Jesper selv. Ved at lade karsen være forsiden på folderen bindes den fysiske oplevelse sammen med fortællingen i teksten – så gæsten intuitivt forstår, at folderens budskab handler om, at små handlinger kan vokse, når vi passer på ressourcerne omkring os.
  • Informér først – før du forsøger at ændre adfærd.
    Folderens primære formål er at gøre gæsterne opmærksomme på pladsens konkrete tiltag og ESG arbejde, ikke at belære dem. Målet er at skabe tryghed, nysgerrighed og forståelse, så det bliver lettere for gæsterne at forholde sig til de konkrete handlinger under opholdet.
  • ESG-tal kan godt blive menneskelige.
    Ved at omsætte ESG-data til få, letforståelige nedslag i folderen bliver rapporteringen et aktiv i gæstedialogen – i stedet for blot et dokument til skuffen.

Klar til at komme i gang? Fem skridt til ansvarlig kommunikation

De tre cases viser, hvordan konkrete indsatser og data kan omsættes til klar og forståelig kommunikation. Det starter ofte med at få overblik over det, man allerede gør, og derefter omsætte det til klare fortællinger i de situationer, hvor gæsterne møder jer.

Hvis I selv vil i gang, anbefaler Thybo & Co denne enkle fremgangsmåde:

  1. Start i virkeligheden
    Skriv jeres indsatser ned: Hvad gør I allerede i dag inden for energi, vand, affald, indkøb og sociale forhold?
  2. Vælg jeres vigtigste touchpoints
    Overvej, hvor jeres gæster møder jer:
    • før valget (hjemmeside, SoMe)
    • under opholdet (velkomstmail, værelser, flyers, skilte)
  3. Oversæt til hverdagssprog
    Brug konkrete eksempler frem for brede begreber. Gør det let at forstå – også for gæster, der ikke kender til ESG eller certificeringer.
  4. Gør det genkendeligt
    Brug jeres egne billeder, jeres egne ord og jeres egne historier.
  5. Tænk udvikling – ikke perfektion
    Fortæl hellere om de skridt, I har taget, end om de mål, I drømmer om.

Fem ting I altid bør have styr på, når I kommunikerer om miljø og ansvarlighed

Når I kommunikerer om miljø og ansvarlighed, er det ifølge Thybo & Co vigtigt at holde sig inden for Forbrugerombudsmandens grundprincipper:

  • Sig kun det, I kan dokumentere
    Alle miljøudsagn skal kunne underbygges med fakta eller handlinger – her og nu.
  • Vær konkret
    Undgå brede ord som “grøn” og “bæredygtig”, medmindre I præciserer, hvad de dækker over.
  • Undgå at overdrive
    Små tiltag må gerne nævnes – men de skal ikke fremstilles som store gennembrud.
  • Gør det tydeligt, hvad udsagnet gælder
    Handler det om en del af jeres virksomhed eller hele forretningen?
  • Lad billeder og ord passe sammen
    Naturbilleder og grønne symboler må ikke give et større indtryk af indsatsen, end der er belæg for.

Vi håber, at de tre cases har givet jer både inspiration og mod på selv at tage de første skridt.
Ansvarlig kommunikation handler ikke om at være færdig, men om at være ærlig, konkret og i bevægelse.

Thybo & Co

Thybo & Co hjælper virksomheder med at sætte ord på deres miljøtiltag og -påvirkninger, herunder også hjælpe med at opnå miljømærker, lave ESG-rapport og klimaregnskab. Thybo & Co har samarbejdet med Destination Sønderjylland siden 2023.  Læs mere om Thybo & Co på www.thyboogco.dk.

Støttet af:

Dansk Erhversfremme