Når bæredygtighed bliver konkret, tre partnercases fra Sønderjylland
Hos Destination Sønderjylland oplever vi, at flere og flere partnere gerne vil arbejde mere struktureret med kommunikation af bæredygtige indsatser, men at det kan være svært at vide, hvor man skal begynde, og hvordan man kommunikerer ansvarligt uden at risikere greenwashing.

Derfor har vi i det seneste år samarbejdet med Thybo & Co ApS, hvor tre af vores partnere: Vadehavets Oplevelser, Sandskær Strandcamping og Sønderby Strandcamping, har fået konkret sparring og værktøjer til at omsætte deres bæredygtige indsatser til klar, troværdig og anvendelig kommunikation. Formålet med denne artikel er at give jer et indblik i, hvordan de tre partnere har grebet opgaven an – fra de første overvejelser til færdige tekster, drejebøger og kommunikationsformater. Ikke som facitliste, men som inspiration til, hvordan man i praksis kan komme i gang, uanset om man er en lille oplevelsesaktør eller et større overnatningssted. Fælles for de tre cases er, at bæredygtighed ikke er blevet pakket ind i flotte buzzwords, men er blevet gjort konkret, forståeligt og brugbart, både for gæster, medarbejdere og samarbejdspartnere. Vi håber, at I vil lade jer inspirere og måske endda genkende jer selv i de tre fortællinger herunder.
Case 1: Vadehavets Oplevelser - fra certificering til konkret gæstedialog
Vadehavets Oplevelser er i gang med at blive certificeret med EU-Blomsten– en proces, der stiller høje krav til både drift, dokumentation og ikke mindst kommunikation. Direktør Morten Riis ønskede derfor ikke blot hjælp til at “sige det rigtige”, men til at få et samlet greb om, hvordan virksomheden, medarbejderne og kommunikationsbureauet i fællesskab kan formidle ansvarlighed på en måde, der er korrekt, troværdig og let at arbejde med i hverdagen.
Udfordringen
Hvordan kommunikerer man om miljøindsatser og en kommende EU-Blomsten-certificering uden at komme til at overdrive, generalisere eller risikere greenwashing – og samtidig gøre gæsterne til aktive medspillere?
Løsningen: Drejebog for ansvarlig kommunikation
I samarbejde med Thybo & Co fik Vadehavets Oplevelser udarbejdet en Drejebog for ansvarlig kommunikation – en praktisk manual, der samler:
- principper for ansvarlig miljøkommunikation baseret på EU-Blomstens kriterier
- retningslinjer for sprog, tone of voice og billedbrug
- klare do’s & don’ts i forhold til Forbrugerombudsmandens anbefalinger
- konkrete formuleringseksempler, der kan bruges direkte af både medarbejdere og bureau
Drejebogen fungerer som et fælles arbejdsredskab, der sikrer, at alle tekster – uanset kanal – taler samme sprog og hviler på dokumenterbare fakta.
Fra manual til hverdagens kommunikation
For at sikre, at principperne ikke bare blev i et dokument, blev de oversat til udvalgte og konkrete kommunikationsformater:
- Ny underside på hjemmesiden: “Ansvarlighed”
Der blev udarbejdet struktur og tekster til en ny sektion på hjemmesiden, der samler alle miljø- og ansvarlighedsinitiativer ét sted. Her indgår blandt andet:
- en letforståelig præsentation af, hvad EU-Blomsten betyder i praksis
- en omfattende gæste-FAQ med konkrete svar på, hvordan man som gæst kan bidrage – fra affaldssortering og vandforbrug til lokale oplevelser og transport
- Tekst til velkomstbrev
Et kort, imødekommende afsnit, der kan indsættes i den eksisterende velkomstmail til gæsterne, hvor de introduceres til stedets ansvarlige indsatser og inviteres til at læse mere via FAQ’en.
- Værelsesopslag: Nudging i øjenhøjde
Forslag til både kort og længere opslag på værelserne, der på en venlig måde opfordrer gæsterne til ønsket adfærd: bruge vand med omtanke, sortere affald, slukke lys og varme – og vælge lokale oplevelser.
Status
Hele leverancen blev godkendt uden bemærkninger. Implementeringen afventer den endelige EU-Blomsten-certificering, så kommunikationen først tages i brug, når mærket er formelt på plads.
Hvad kan andre partnere lære?
- Det betaler sig at samle alle principper ét sted – så alle arbejder efter samme rammer.
- Ansvarlig kommunikation bliver først stærk, når den oversættes til hverdagens formater som fx hjemmeside, velkomstmail og værelsesopslag.
- Gæster vil ofte gerne hjælpe – hvis de får klare, konkrete og venlige anvisninger.
Case 2: Sønderby Strandcamping - når miljømærkning og fortælling går hånd i hånd
Sønderby Strandcamping på Kegnæs er en familieejet campingplads med rødder helt tilbage til 1965 og i dag drevet af tredje generation. Med EU-Blomsten-certificeringen i december 2025 ønskede ejerparret ikke blot at dokumentere deres grønne tiltag – men også at fortælle historien om, hvem de er, hvad de står for, og hvorfor ansvarlighed er en naturlig del af deres måde at drive campingplads på.
Udfordringen
Hvordan kommunikerer man om en certificering, så den ikke kun fremstår som et mærkat på facaden – men som en fortælling om værdier, fællesskab, natur og konkrete handlinger, der kan mærkes af gæsterne?
Og hvordan sikrer man, at budskabet også rammer de mange tyske gæster, hvor bæredygtige ferievalg fylder mere og mere?
Løsningen: Pressemeddelelse om EU-Blomsten certificering
Med afsæt i et interview med ejer Jens Nørsøller udarbejdede Thybo & Co en pressemeddelelse, der kombinerer:
- pladsens historie og familietraditioner
- konkrete miljøtiltag dokumenteret gennem EU-Blomsten
- personlige citater om, hvad certificeringen betyder i praksis
- fortællingen om “Sønderby Oasen” – det lokale biodiversitetsprojekt
- data om udviklingen i gæstetal
- perspektivet om tyske gæsters stigende fokus på bæredygtighed
Pressemeddelelsen blev udsendt af Destination Sønderjylland med en klar målsætning om synlighed i både danske og tyske medier.
Resultatet
Historien blev samlet op af flere lokale og regionale medier – og ikke mindst af Flensborg Avis – hvilket gav Sønderby Strandcamping synlighed på tværs af grænsen og bekræftede, at EU-Blomsten er et mærke, der bliver forstået og værdsat i begge markeder.
Samtidig blev certificeringen formidlet som mere end miljøkrav: som et styringsværktøj, der giver bedre overblik over energi, vand og affald – og som også har en positiv effekt på bundlinjen med fordobling af besøgstal over de seneste 10 år, hvor ejerparret Jens Nørsøller og Nana Aukschun Nørsøller overtog pladsen.
Status
Pressemeddelelsen blev godkendt uden ændringer af ejerparret og efterfølgende udsendt af Destination Sønderjylland. Den har resulteret i bred omtale i både danske og tyske medier og fungerer i dag som et stærkt eksempel på, hvordan miljømærkning kan bruges aktivt i markedsføringen.
Hvad kan andre partnere lære?
- Kommunikation som f.eks. en pressemeddelelse bliver stærkere, når den kobles til menneskene bag virksomheden – ikke kun til tekniske krav.
- Personlige citater, lokale historier og konkrete nøgletal gør miljøkommunikation levende og troværdig.
- EU-Blomsten er et signal, der rækker ud over Danmark – især i forhold til det tyske marked.
- Pressearbejde kan være et effektivt greb til at løfte både den enkelte aktør og destinationens samlede profil.
Case 3: Sandskær Strandcamping - når ESG-rapportering bliver til noget, gæsterne kan holde i hånden
Sandskær Strandcamping arbejder målrettet med ESG-rapportering efter VSME-standarden og har allerede udarbejdet rapporter for både 2023 og 2024 – med ambition om også at gøre det fremover. For ejer Jesper Meldgaard Langschwager handler ESG ikke kun om at rapportere tal, men om at bruge indsigterne aktivt i den daglige drift og dele dem med gæsterne på en måde, der er let at forstå og meget gerne tage del i.
Udfordringen
Hvordan omsætter man tekniske ESG-tal og bæredygtighedsdata til noget, der giver mening for en campinggæst – og som faktisk bliver læst og husket under opholdet?
Løsningen: En folder om ESG-initativer
Sammen med Thybo & Co blev der udarbejdet et tekstoplæg til en 4-sidet A5-folder, der skal udleveres ved check-in – ledsaget af en lille bakke karse.
Karsen fungerer som et symbol på budskabet:
Små handlinger kan vokse – også når vi passer på ressourcerne omkring os.
Folderen tager afsæt i pladsens ESG-arbejde og formidler konkrete tiltag i et jordnært og visuelt sprog, bl.a.:
- at 15% af elforbruget allerede kommer fra egen solcelleproduktion – og at anlægget løbende udbygges
- at opvarmningen er omlagt til luft-til-vand-varmepumper og solvarmerør, så olie udfases
- at der er installeret Aguardio-sensorer i alle brusekabiner, så gæsterne kan se deres badetid og hjælpe med at holde vandforbruget nede
- at pladsen sorterer affald i tydelige fraktioner, så mest muligt kan genanvendes eller sendes til biogas
Samtidig giver folderen et lille “miljø-kig” på gæstens ophold med nøgletal pr. overnatning – så tallene bliver konkrete og vedkommende.
Status
Folderen er endnu ikke sat grafisk op, da Sandskær Strandcamping afventer ESG-tallene for 2025, så indholdet kan opdateres med de nyeste data og være klar til sæsonåbning i april.
Ejer Jesper Meldgaard Langschwager kvitterede for leverancen med:
“SMUKT! Lige hvad jeg havde forestillet mig. Vi får den sat op grafisk, når jeg har ESG-tal for 2025.”
Hvad kan andre partnere lære?
- Hjemmeside og folder løser to forskellige kommunikationsopgaver.
Sandskær Strandcampings bæredygtighedsside på hjemmesiden bruges primært i beslutningsfasen, hvor gæster overvejer, hvilken campingplads de vil vælge. Folderen derimod er designet til brugssituationen – når gæsten allerede er ankommet og er klar til at tage budskaberne ind i praksis under opholdet. - Tænk i touchpoints – ikke kun kanaler.
Folderen bliver udleveret personligt ved check-in, hvor gæsten i forvejen har fuld opmærksomhed. Det gør den til et helt andet og mere nærværende kontaktpunkt end endnu en underside på hjemmesiden. - Fysisk og kommunikativ handling kan forstærke hinanden.
Idéen med at udlevere karse kom fra Jesper selv. Ved at lade karsen være forsiden på folderen bindes den fysiske oplevelse sammen med fortællingen i teksten – så gæsten intuitivt forstår, at folderens budskab handler om, at små handlinger kan vokse, når vi passer på ressourcerne omkring os. - Informér først – før du forsøger at ændre adfærd.
Folderens primære formål er at gøre gæsterne opmærksomme på pladsens mange grønne tiltag og ESG-arbejde – ikke at belære dem. Målet er at skabe tryghed, nysgerrighed og forståelse, som kan være en stærk forudsætning for ansvarlig adfærd end formaninger. - ESG-tal kan godt blive menneskelige.
Ved at omsætte ESG-data til få, letforståelige nedslag i folderen bliver rapporteringen et aktiv i gæstedialogen – i stedet for blot et dokument til skuffen.
Klar til at komme i gang? – fem skridt til ansvarlig kommunikation
De tre cases viser, at bæredygtighed ikke behøver at være kompliceret at kommunikere om. Tværtimod starter det ofte med at få overblik over det, man allerede gør – og derefter omsætte det til klare fortællinger i de situationer, hvor gæsterne møder jer.
Hvis I selv vil i gang, anbefaler Thybo & Co denne enkle fremgangsmåde:
- Start i virkeligheden
Skriv jeres indsatser ned: Hvad gør I allerede i dag inden for energi, vand, affald, indkøb og sociale forhold? - Vælg jeres vigtigste touchpoints
Overvej, hvor jeres gæster møder jer:- før valget (hjemmeside, SoMe)
- under opholdet (velkomstmail, værelser, flyers, skilte)
- Oversæt til hverdagssprog
Brug konkrete eksempler frem for brede begreber. Gør det let at forstå – også for gæster, der ikke kender til ESG eller certificeringer. - Gør det genkendeligt
Brug jeres egne billeder, jeres egne ord og jeres egne historier. - Tænk udvikling – ikke perfektion
Fortæl hellere om de skridt, I har taget, end om de mål, I drømmer om.
Fem ting I altid bør have styr på, når I kommunikerer om miljø og ansvarlighed
Når I kommunikerer om miljø og ansvarlighed, er det ifølge Thybo & Co vigtigt at holde sig inden for Forbrugerombudsmandens grundprincipper:
- Sig kun det, I kan dokumentere
Alle miljøudsagn skal kunne underbygges med fakta eller handlinger – her og nu. - Vær konkret
Undgå brede ord som “grøn” og “bæredygtig”, medmindre I præciserer, hvad de dækker over. - Undgå at overdrive
Små tiltag må gerne nævnes – men de skal ikke fremstilles som store gennembrud. - Gør det tydeligt, hvad udsagnet gælder
Handler det om en del af jeres virksomhed eller hele forretningen? - Lad billeder og ord passe sammen
Naturbilleder og grønne symboler må ikke give et større indtryk af indsatsen, end der er belæg for.
Vi håber, at de tre cases har givet jer både inspiration og mod på selv at tage de første skridt.
Ansvarlig kommunikation handler ikke om at være færdig, men om at være ærlig, konkret og i bevægelse.
Thybo & Co
Thybo & Co hjælper virksomheder med at sætte og ord til på deres miljøtiltag og -påvirkninger, herunder også hjælpe med at opnå miljømærker, lave ESG-rapport og klimaregnskab. Thybo & Co har samarbejdet med Destination Sønderjylland siden 2023. Læs mere om Thybo & Co på www.thyboogco.dk.