site logo
Grænsesten ved Wassersleben

Grænsedragning med udfordringer

Det var ikke let at trække den nøjagtige grænse mellem Danmark og Tyskland, da den nordlige del af Sønderjylland i 1920 atter blev dansk.
 

I år er det 100 år siden, at den nordlige del af Sønderjylland (Nordslesvig) vendte tilbage til Danmark, hvilket bliver fejret med et utal af forskellige arrangementer.

Hvad de færreste nulevende ved, er, at der dengang for 100 år siden udspillede sig flere dramaer, da selve grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland skulle fastlægges.

Vi spoler for en stund tiden et stykke tilbage i den sønderjyske historie.

Ved krigen i 1864 led Danmark et knusende nederlag til Preussen, der ved den lejlighed indlemmede hele Sønderjylland mellem Kongeåen og Ejderen i det preussiske rige – i praksis det gamle hertugdømme Slesvig.

Det varede frem til 1918, hvor Tyskland tabte Første Verdenskrig. Ved de efterfølgende fredsforhandlinger kom den danske regering med et krav – den såkaldte Aabenraa-resolution – om at der skulle være folkeafstemninger i de nordligste egne af Tyskland om landsdelenes fremtidige tilhørsforhold.

Det blev vedtaget med Tysklands underskrivelse af Versaillestraktaten i 1919. Den 10. februar 1920 blev der stemt i den såkaldt nordlige zone, der gik fra grænsen ved Kongeåen og til den nuværende grænse. Her stemte 75 procent for atter at blive dansk.

En måned senere var der afstemning i den sydlige zone, der blandt andet omfattede Flensborg samt øerne Sylt og Föhr. Her var resultatet lige omvendt, idet 80 procent stemte for at forblive tysk. Sådan blev det efterfølgende og derfor vendte Nordslesvig tilbage til Danmark.

Kompliceret grænsedragning

Derefter skulle man i gang med den mere nøjagtige grænsedragning, og det var ikke så let endda.

I efteråret 1920 drog en international kommission med deltagere fra England, Frankrig, Japan, Italien, Danmark og Tyskland ud i grænselandet for at bestemme den nøjagtige grænse.

På forhånd havde man en beskrivelse af, langs hvilke åer og vandløb grænsen skulle gå. Men i praksis viste det sig ikke så let, og kommissionen stødte på diverse udfordringer.

Et godt eksempel var områdets mange landmænd. En del af dem ville komme til at have marker i såvel Danmark som Tyskland, hvis man fulgte det på forhånd planlagte. Derfor fraveg man flere steder den oprindelige plan, for at landmænd kunne få samlet deres marker i et enkelt land. Det lykkedes dog ikke alle steder.

Ved Padborg var DSB på daværende tidspunkt i færd med at opføre en grænsestation, og her tog kommissionen også hensyn, således at Danmark fik et lille stykke land, som ellers skulle have været tysk.

Når kommissionen havde truffet sin beslutning, blev den endelige grænse markeret af flere hundrede såkaldte grænsesten, der blev lagt ned i jorden på udvalgte steder.

På stenene stod der – og står stadig i dag - et stort ”D” for Danmark, mens ”DRP” står for Deutsches Reich Preussen. Imellem de to navne er der en streg, som markerer den helt nøjagtige grænse.
 

Grænsen i Rudbøl

Spøjs grænse i Rudbøl

Et ganske særligt kapitel udspillede sig, da grænsekommissionen nåede til den lille, men langstrakte landsby Rudbøl. Her løber Vidåen gennem byen, og planen var blandt andet at lade denne udgøre grænsen, hvilket ville være det geografisk mest naturlige.

Men et par dansksindede husmænd ville i så tilfælde forblive på tysk side, og det var dem inderligt imod. De foranstaltede derfor en afstemning blandt de berørte beboere, og den faldt heldigt ud.

For beboerne på den vestlige del af det pågældende stykke vej ville alle gerne være en del af Danmark, mens beboerne på den østlige del af vejen helst ville forblive tyske.

Beboerne udarbejdede derfor et forslag til en alternativ grænsedragning og fik efter en del parlamenteren overbevist grænsekommissionen. Og følgelig har grænsen på dette sted siden 1920 løbet en smule syd for Vidåen – midt ude på en vej midt i en delt by, hvor den tyske del af byen hedder Rosenkranz.

Husene på den ene side af vejen er en del af Danmark, mens genbohusene få meter derfra på den modsatte side af vejen tilhører Tyskland. Det fik også det spøjse resultat, at et af husene har en dør mod Danmark og en mod Tyskland.