Skumringsfortællinger på Arkæologi Haderslev
Hør tre fortællinger om magiske fund, et særligt detektorfund og en savnet soldat fra Haderslev, der blev fundet efter mere end 100 år. Billet inkl. kaffe og kage Voksne kr. 70,- Børn kr.35,-

Når skumringen falder på, åbner Museum Sønderjylland og Arkæologi Haderslev for historier fra fortiden. Tre aftener i november kan du høre en times fortælling under temaet "En mærkelig hændelse". Arrangementet starter kl. 16.30
Her er ingen museumsgenstande til at føre fortællingen. Det levende ord er i centrum, når arkæologi og historie folder sig ud gennem tre vidt forskellige hændelser. Inden fortællingen får du en kop kaffe og et stykke kage.
5. november: Under tærsklen
Hvad gemmer sig under gulvet i flere hundrede år gamle huse, og hvorfor blev det lagt der?
Enhedsleder for Arkæologi Morten Larsen fortæller om husofre og magiske genstande fundet ved undersøgelser af huse fra 1500 til 1700 tallet. Fundene er spor efter en folketro, som kun i begrænset omfang kendes fra skriftlige kilder.
Genstandene skulle blandt andet beskytte huset og dets beboere mod ondskab eller have en magisk, hjælpende funktion. Hør, hvad de arkæologiske spor kan fortælle om tro og overtro i fortiden.
12. november: Den dag jeg fandt...
Museumsformidler og detektorfører Lars Nielsen har gennem ti år søgt efter spor fra fortiden med sin metaldetektor. Men én dag skiller sig ud.
Den 27. marts 2020 gav metaldetektoren et velkendt signal. Noget lå gemt i mulden, men denne gang viste det sig at være et fund af helt særlig betydning.
Hør den personlige fortælling om øjeblikket, hvor fundet kom til syne, og hvordan et enkelt fund kan blive en vigtig brik i forståelsen af vores fælles historie.
19. november: Den savnede soldat fra Haderslev
Den 31. maj 2022 blev resterne af en falden soldat fundet i skovene ved Verdun i Frankrig, en kilometer syd for Fort Douaumont. Undersøgelser viste, at soldaten var Erik Petersen Skøtt fra Haderslev, som havde været savnet siden 21. juni 1916.
Ifølge Museum Sønderjylland er det første gang i nyere tid, at en savnet soldat fra Sønderjylland er blevet fundet og identificeret.
Historiker og ekspert i Første Verdenskrig René Rasmussen fortæller, hvem Erik Petersen Skøtt var, hvordan han blev identificeret, hvor han blev fundet,ad der siden skete med hans jordiske rester.
Kontaktoplysninger
Faciliteter
- For børn
Sidst opdateret af:Destination Sønderjylland - VisitHaderslevbureau@visithaderslev.dk