©  Foto:

Rumohrsgård Dyrehave - oldtidsminder

I en lille skov på øen Als ligger der en ganske særlig kors sten, der reddede de andre sten ved dysserne fra, at blive fjernet og genbrugt.

Det er længe siden, at den lille skov har været indhegnet for at holde dåvildtet inde, men navnet Dyrehave hænger stadig ved.

Rumohrsgård Dyrehave er en hyggelig skov, hvor Hundslev Bæk slynger sig forbi tidligere tiders små dæmninger, tuegrave og runddysser. I foråret blomstrer både hvide og gule anemoner i skoven, samt den vilde, fredede orkidé; tyndakset gøgeurt. Derudover findes der forskellige slags græsser samt Lund-fredløs, bingelurt og dagpragtstjerne.

Dæmningerne
Dæmningerne menes at have været brugt til, at holde på vandet i de 3 kunstigt skabte damme, som kan have været brugt til at have karper gående i. Når dæmningerne var lukket blev vandet ledt videre ad omløbskanalerne.

Skoven gemmer på flere gravsætninger, såsom tuegrave, runddysser og langdysser, samt en skålsten.

Skålstenen
Der kendes kun til omkring 1000 skålsten i Danmark og denne sten er en af de bedst bevarede. De små runde skåltegn er menneskeskabte fordybninger og dem er der ikke mindre end 155 af på stenen i Rumohrsgård Dyrehave. Kultstene, som denne, menes at have været brugt i forbindelse med gudetilbedelse og frugtbarhedsritualer, hvor der kan have været ofringer af smør, honning eller sågar blod.

En anden særlig sten er Kors stenen, som står på en af langhøjene og bogstaveligt talt har reddet de andre sten fra, at blive fjernet, hugget op og benyttet til byggeri.

Korsstenen
Det er i det herrens år 1863, at skovens ejer sender folk ud i skoven for at hente sten. Der er mange gravhøje med store sten i skoven og dem ønsker Hellemann at hugge op og benytte til sit byggeri på Rumohrsgård. Da folkene fjerner en dæksten på en af langdysserne ser de, at stenen nedenunder bærer korsets tegn og de tør ikke fortsætte arbejdet, men skynder sig tilbage til gården og fortæller Hellemann om den mærkværdige sten. Han skal derpå have sagt; så lad dem stå for korsets skyld! 

Hvad Hellemann ikke vidste var, at korsets tegn ikke er opstået i forbindelse med kristendommen, men har været benyttet helt tilbage i stenalderen. Så vi kan takke et såkaldt hedensk tegn og almen overtro for, at der den i dag står en sten med korsets tegn i Rumohrsgård Dyrehave og at de andre sten også stadig kan ses.

NB. Find kort under Download

Følg med:

Destination Sønderjylland

VisitSønderjylland © 2024
Danish