
Oldtidsgravplads ved Årupgård i Gram
Gravpladsen ved Årupgård er indtil videre den største kendte gravplads fra førromersk jernalder i Danmark.
Tuegravpladsen ved Årupgård har været kendt siden 1890'erne, men først i 1070-1972 blev pladsen udgravet af Haderslev Museum. Pladsen viste sig hurtigt at være mere omfattende end man tidligere havde troet.
Gravpladsen tager afsæt i en stor bronzealderhøj, der stadig står på heden. Herfra strækker den sig mod syd i to bælter; det ene 450 meter langt og 100 meter bredt, det andet omkring 200 meter langt og 200 meter bredt. I den dyrkede mark er der blevet opgravet ca. 1200 tuegrave, og der findes stadig ca. 300 urørte tuegrave i det fredede hedeareal. Med sine godt 1500 tuegrave er gravpladsen ved Årupgård dermed den største gravplads fra førromersk jernalder vi endnu kender til i Danmark.
Tuegravene består af små høje, omgivet af ringgrøfter og med en urne med de brændte rester af de afdøde placeret i midten af højen, somme tider også med mindre metalgenstande med tilknytning til klædedragter, som nåle, halsringe, bæltekroge osv, og enkelte urner havde små lerkar med som gravgaver.