©  Foto:

Nordborg Søsti

I en langstrakt tunneldal på Nordals byder Nordborg Sø på smukke indtryk af naturen året rundt.

Søstien fører dig på en 7 kilometer lang tur rundt om Nordborg Sø og giver et godt indtryk af istidens påvirkning af landskabet. 

Et godt udgangspunkt er parkeringspladsen ved Johan Hansens Vej, overfor indkørslen til Nordborg Slot. 

Tættest på byen går stien helt nede ved vandkanten med troldand og toppet lappedykker på den ene side og kolonihaver på den anden. I Lavensby snor vejen sig idyllisk mellem de gamle huse, her findes også en ret speciel genforeningssten og fra bakketoppen uden for byen er der udsigt til Nordborg Slot og vandtårnet.

Ved Søvænget finder du den lokale evighedsbro, en cirkelbro der byder på en smuk udsigt over vandet til slotsholmen, her kan du sidde og slappe af eller fortsætte over broen over Nordborg Bæk til Slotssøparken med Genforeningsstenen for Nordborg og borde-bænke sæt, hvor du kan nyde madpakken. 

Fra Søvænget går ruten langs Bækgade, forbi Ridepladsen med statuen af Svend Grathe, der lod det første slot på øen Als, kaldet Alsborg, bygge omkring år 1150.

Ruten rundt om søen kan tages til fods eller med mountainbike - naturligvis under hensyntagen til de gående. Hunde holdes i snor af hensyn til dyrelivet.
Fra slottet og langs søens sydlige bred til Søvej i Langesø og fra man forlader Nyrøjsvej og går nordover til Søvænget, er ruten belagt med grus og/eller følger en markvej.

Nordborg Søsti er skiltet i begge retninger, men hvis du foretrækker en digital visning, så kan du downloade Naturlandet App i App Store og/eller Google Play.