©  Foto:

Augustenborg Egnsmuseum

Egnsmuseum med værksteder og en lejlighed anno 1800-tallet.

Huset, Slotsallé 10 A-E
Hospitalet blev opført i 1775 af Hertug Frederik Christian I. Her var i alt 10 lejligheder, som blev benyttet som fribolig til enker og andre der havde gjort sig fortjent. De mange døre i facaden viser, hvor der var fællesindgang til en lille gang med døre ind til 2 lejligheder. 

I dag huser bygningen det Lokalhistoriske Arkiv for Augustenborg og Omegn, som har valgt at bevare en af de oprindelige lejligheder og har indrettet egnsmuseum i baghuset, hvor der oprindeligt var vaske- og tørrerum, samt toiletter og brændselsopbevaring.

Lejligheden anno 1800-tallet
Møbler fra et dødsbo satte skub i indretningen af den lille lejlighed. Døren fra fællesgangen, hvorfra der også er indgang til arkivet, fører direkte ind i det lille køkken med åbent ildsted og det tilstødende stue/soverum. Med undtagelse af de moderne varmeinstallationer, så står de små rum næsten som da de i sin tid blev opført.

Egnsmuseet i baghuset
Da man i 2003 fik et komplet sadelmagerværksted overdraget efter sadelmager Christian Thomsen i Almsted, tog idéen om et museum for alvor form. I dag findes her også et skomagerværksted samt mange genstande fra dagligdagen, såsom en grisemoder, udstyr fra brandværnet og endda en vogn fra det psykiatriske hospital på Augustenborg Slot, som man kørte de døde på.

En trappe fører op til loftet, hvor der blandt andet vises en del gammelt værktøj, skøjter og kælke samt en brænder fra Taksensand Fyr. Sørg for at passe på hovedet både op ad trappen og oppe ved bjælkerne.

Åbningstider
Året rundt, hver onsdag fra kl. 9-12.
Fra april til oktober er der også åbent den første onsdag i måneden fra kl. 16-18.

Følg med:

Destination Sønderjylland

VisitSønderjylland © 2024
Danish