
Aktivitetspark Guderup
Hos os får du frisk luft, mens du banker familie og venner i Discgolf, Fodboldgolf eller Krolf. I kan også øve Jer i teamwork i vores Mega-Bordfodbold!
Velkommen til Aktivitetspark Guderup – Et sted, hvor mennesker og fællesskaber gror
Midt i den smukke natur ved Egen Mark finder du Aktivitetspark Guderup – et levende samlingspunkt for alle, der elsker at være aktive og nyde hyggeligt samvær under åben himmel. Her kan du opleve en unik blanding af rekreative områder, sjove aktiviteter og fællesskab.
Parken er skabt for alle – børn, unge og voksne – men den har også en helt særlig mission. Her sørger mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, for at drive og udbygge parken, så den er en rekreativ perle for Sønderborg Kommunes borgere og turister. De passer, plejer og udvikler parken som en del af deres vej mod nye muligheder i arbejdslivet.
Når du besøger parken, er du med til at give liv til et meningsfuldt fællesskab, hvor mennesker kan vokse – både fagligt og personligt.
Hvad kan du opleve i Aktivitetspark Guderup?
- Naturoplevelser – Gå på opdagelse i de grønne områder og hyggelige opholdssteder, hvor du kan nyde roen eller en picnic i det fri.
- Aktivitetszoner – Udfold dig på boldbaner, legepladser og træningsfaciliteter, der inviterer til leg, sport og bevægelse for alle aldre.
- Leg og lær – Benyt parken som ramme for leg og læring, fx med din skoleklasse, børnehave eller fritidsforening.
- Mød mennesker – og gør en forskel – Parken drives af integrationsborgere i Sønderborg Kommune, som arbejder sig tættere på et fast job. Når du hilser på dem, får du et indblik i den vigtige rolle, de spiller for at gøre Aktivitetspark Guderup til et unikt og levende sted.
Aktivitetspark Guderup er meget mere end et rekreativt område – det er et fællesskab, hvor mennesker udvikler sig, støtter hinanden og skaber en park fyldt med liv og muligheder.
Kom og nyd en dag i det fri – vi glæder os til at byde dig velkommen!
…
Stedets historie – tradition for at udvikle mennesker
Egen Mark har i mange år været et sted, hvor mennesker udvikler sig og får støtte til at komme tættere på arbejdsmarkedet.
- Tilbage i 1985 blev produktionsskolen oprettet for at hjælpe særligt unge med at finde deres plads på arbejdsmarkedet.
- I 2007 blev produktionsvirksomheden Alsmic på Egen Markvej 1 lagt sammen med produktionsskolen på Egen Mark 8. I 2019 blev produktionsskolerne omlagt FGU, som vi kender det i dag.
- Alsmic har i en årrække samarbejdet med Sønderborg Kommune om at udvikle og støtte unge og andre ledige på kanten af arbejdsmarkedet. Aktuelt samarbejder Alsmic og Jobcenter Sønderborg om beskæftigelsesforløbet ”Grøn Turisme”. Her deltager de ledige i opgaveløsning, som udvikler deres kompetencer til at træde ind på arbejdsmarkedet.
- I 2025 trådte arbejdspligten for integrationsborgere på kontanthjælp i kraft, og Jobcenter Sønderborg rykkede ind på Egen Markvej 8 med en særligt tilrettelagt nytteindsats for dem, som er omfattet af arbejdspligten.
- Frem til 2030 deler Jobcenter Sønderborg og FGU-Sønderjylland adressen til deres aktiviteter. Området har nu to stærke aktører, som samarbejder om at udvikle mennesker til at tage del i arbejdsmarkedet.