Grundlæggende skal du helst have noget på hjerte, når du sender et nyhedsbrev ud. Det er bedre at sende et rigtig godt nyhedsbrev ud hver anden måned end at spamme dine gæster med noget ligegyldigt en gang om dagen. Samtidig er der ingen grund til at vente længe, hvis du rent faktisk har noget godt at sende ud. Har du f.eks. flere gode Black Friday-tilbud, kan du godt sende flere nyhedsbreve ud samme dag i en kortere periode. Hvor ofte du sender nyhedsbrevet ud, er i sidste ende en individuel overvejelse. Mange steder gør det enten hver 14. dag eller en gang om måneden.
Et nyhedsbrev indeholder typisk 1-3 historier. Det kan være alt fra et nyt produkt, et særligt tilbud eller noget interessant, der sker. Du kan også bruge nyhedsbrevet som en fordelsklub, hvor de, der er tilmeldt, er de første eller de eneste, der får nogle gode tilbud. En fordelsklub kan f.eks. struktureres som et månedligt nyhedsbrev, hvor I ti af månederne sender gæsterne nogle mere generelle nyheder og to af månederne giver dem et godt tilbud.