Haderslev Dambåd

Photo: Haderslev Erhvervsråd

Lægger du vejen forbi Haderslev, kan du efter 25 års pause atter sejle med turbåd på Haderslev Dam, der er Sønderjyllands største dam.

Køb billetter til Haderslev Dambåd

I starten af juni 2018 sejlede båden ”Dorothea” sin første udflugtstur på dammen, og inden året var omme, havde båden sejlet med over 9000 gæster. Heriblandt var mange skoleelever, idet båden var chartret hele 151 gange til skolesejladser.

Rundt om dammen er der en spektakulær natur med både dyrehave, rørskov, ellesumpe og kildevæld. Læg dertil åkander, rørbræmmer og enkelte lunde. Haderslev Dam er en kunstigt anlagt mølledam, som er en kilometer bred og knap seks kilometer lang.

Udflugtssejlads på Haderslev Dam er ikke nogen ny foreteelse. Det begyndte helt tilbage i 1902 med skibet ”Frieda”, der i 1939 blev afløst af ”Turisten”. Den sejlede på dammen i 20 år, inden katastrofen indtraf den 8. juli 1959. Da udbrød der brand ombord på båden, og 57 af de ombordværende 93 passagerer druknede eller brændte ihjel.

I 1964 blev sejladserne genoptaget med skibet ”Paragraf 5” - efterfulgt i 1969 af ”Margrethe”. I 1993 blev sejladserne indstillet, og de blev først genoptaget sidste år. Det skete med den splinternye og eldrevne ”Dorothea”, der er bygget på Gilleleje Bådebyggeri. Dambåden har 62 siddepladser og er næsten lydløs på grund af eldriften.