Kunst Museum Panbo

Kunst Museum Panbo

Foto: Kunst Museum Panbo

Christian Panbo står bag Kunst Museum Panbo i Aabenraa, hvor de besøgende kan opleve en lang række danske guldalder-malerier.
 

Hvad gør en kunstsamler, der ikke længere har plads til alle sine værker? Sælger man ud af samlingen, eller finder man på en anden løsning? Hvis man er Christian Panbo fra Aabenraa, så åbner man sit eget museum.

Inden det skete, skal vi lige spole tiden en smule tilbage. Christian Panbo, der er uddannet tømrer, ejer virksomheden Christian Panbo A/S, hvor man producerer bæredygtige træhuse.

Derudover har han en lidenskab – han samler på danske malerier fra den såkaldte ”guldalder-periode”. Malerierne blev i første omgang hængt op på væggene i hans kontor på virksomheden, men til sidst var der ikke plads længere, og Christian Panbo havde syv-otte malerier stående i papkasser.

I sommeren 2017 fik Christian Panbo imidlertid en ide. Han ville bygge et museum, så han kunne få plads til alle sine malerier, og så kunne offentligheden ligeledes få adgang til de mange flotte malerier.

Som producent af huse var det ikke svært at opføre en museumsbygning, som i øvrigt ligger på samme matrikel som virksomheden, og museet åbnede i påsken 2018.

Kunst Museum Panbo rummer over 50 værker, hvoraf hovedparten er dansk guldalder. Her er en del værker af Eckersberg og Skagens-malere på P.S. Krøyer samt Michael og Anna Ancher. Christiansfeld-maleren Jeppe Madsen Ohlsen er også repræsenteret, og det samme gælder den lokale Aabenraakunstner Franciska Clausen. Derudover er museet også i besiddelse af en lille Picasso, og i museets lille café kan du se værker af Storm P.

Det er dog ikke malerier det hele, for Kunst Museum Panbo råder også over et af H.C. Andersens originalmanuskripter. Det handler om teatermanuskriptet ”Den usynlige på Sprogø”.

Museet er åbent søndag-fredag fra kl. 11-16, og her vil der være store chancer for at møde Christian Panbo. Han agerer nemlig selv kustode på museet, og han har fået flyttet sit kontor over i museumsbygningen, så han kan passe både museum og virksomhed på samme tid.