Kultur i Syd

Kultur i Syd

Foto: Kultur i Syd

Lokale sønderjyder og tilrejsende mødes til musikalske oplevelser og fællessang, når Kultur i Syd sætter de store navne på plakaten. Det er store navne fra både Danmark og det store udland, der de senere år har stået på scenen i det sønderjyske.

Legendariske Toto har indtaget Mølleparken i Sønderborg, det samme har Anastacia, Alice Cooper og Tom Jones. Augustenborg har lagt slotspark til Roger Waters, Eric Clapton og selveste operalegenden Luciano Pavarotti. Og i Alsions koncertsal har navne som Efterklang, Art Garfunkel og Tina Dickow sørget for intimitet og lyd i topklasse.

Fælles for koncerterne er, at det er foreningen Kultur i Syd, der står bag. Den aktive kulturelle forening får kulturoplevelser til Sønderjylland i international topklasse. Og ofte er det ikke kun lokale, der klapper og synger med, når topnavnene indtager scenerne, for Kultur i Syd trækker også rejsende til langvejs fra - både fra det øvrige Danmark og blandt andet Tyskland.

Men nogle navne trækker folk til endnu længere fra, fortæller eventchef Jes Johansen:

Vi havde en koncert med det danske band Efterklang, der er kendt for en dedikeret fanskare i hele verden. Og til den koncert oplevede vi tilskuere fra 14 forskellige nationer - ja, endda helt fra Japan.

De fleste af Kultur i Syds arrangementer er musikalske, men også blandt andet stand up comedy finder plads til de sønderjyske scener. Der er noget for enhver smag, så både unge og ældre kan være med. Samtidig er der plads til såvel klassiske navne med et stort bagkatalog og helt friske fremadskuende talenter med en stor karriere foran sig.

“For os er et godt navn en kunstner, der kan skabe stemning, tage fat i folk og give dem noget specielt med hjem. Og når publikum samtidig er nærværende, så spiller tingene,” siger Jes Johansen.