1864 tv serie

Film skal opleves i virkeligheden!

Foto: VisitSønderborg

Scener til stadigt flere film og tv-serier bliver optaget i Sønderjylland, hvor du selv kan besøge adskillige locations. Derudover kan du også selv forsøge dig som skuespiller og filmtekniker.

Selv om Sønderjylland ligger et stykke fra Københavnsområdet, hvor de fleste danske film og tv-serier optages, er Sønderjylland i de senere år blevet en stadig mere populær location.

Nogle af filmene og tv-serierne tager udgangspunkt i den sønderjyske historie, og her kan serien ”1864” nævnes. Det samme gælder filmene ”9. april” og senest ”I Krig og Kærlighed”. Derudover er mange scener til en række serier med et mere nutidigt indhold optaget her – blandt andet ”Mord uden grænser” og ”Rejseholdet”.

En del af scenerne er blevet optaget på de faktiske lokaliteter, og som besøgende kan du gå i skuespillernes fodspor en række steder i det sønderjyske. Gode eksempler på dette er Dybbøl Banke, hvor det store slag i serien ”1864” foregik, samt Havnbjerg Mølle, hvor hovedpersonen Esben opholder sig på loftet i filmen ”I krig og kærlighed”. Derudover kan man slentre rundt i klosterkvarteret i Haderslev, hvor slutscenerne til filmen ”9. april” blev optaget.

En ting er at se på steder, hvor film er blevet optaget – noget andet er selv at forsøge sig som skuespiller, filmtekniker eller instruktør. Det er der nu mulighed for andetsteds i regionen, idet oplevelsesparken Universe på Als i år har åbnet et filmstudie¨, med de autentiske scene stykker (såkaldte setstykker) fra filmen ”I Krig og Kærlighed”.

I de opstillede sætstykker fra filmen kan du blandt andet prøve dig selv af som skuespiller i en scene med stjernerne fra filmen, ligesom du kan agere regissør med diverse special effects. Eller se dig selv og familien i slowmotion leg, flytte kameraerne og meget andet. Du kan ovenikøbet få en digital version med dig hjem af de ting, som bliver optaget undervejs. Se mere på www.universe.dk

Filmens verden er for alvor nået til Sønderjylland.