Valgplakat 1920

Genforeningsjubilæet 2020

Foto: MSJ

Det vil være en helt særlig oplevelse at besøge Sønderjylland i 2020. Fra årets start og frem til midten af juli fejrer vi, at det er 100 år siden, at Sønderjylland atter blev en del af Danmark. Programmet kulminerer midt i juli ved 100-årsdagene for Kong Chr. X’s besøg i Sønderjylland.

Den 10. juli 1920 red Kong Chr. X over den gamle grænse ved Christiansfeld, og den 11. juli deltog han i den store genforeningsfest i Dybbøl Skanserne. På sin ugelange rundtur i landsdelen besøgte han blandt andet også Tønder, hvor han blev modtaget på Torvet af byens tysksindede borgmester.

I 2020 følger vi i kongens fodspor hen over dagene 9.-12. juli. Hendes Majestæt Dronningen og flere medlemmer af den kongelige familie vil deltage i markeringen og gøre den ekstra festlig og synlig.

Det bliver også i Sønderjylland, at motionsløbet Royal Run starter i 2020, og løbet bliver åbnet af hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Løbet finder sted i Sønderborg 2. pinsedag – den 1. juni.

Også afstemningsdagen den 10. februar, hvor sønderjyderne i sin tid stemte ja til atter at blive danske, får en særlig plads i programmet. I forsamlingshuse nord og syd for grænsen har der i nu mere end 100 år været tradition for at fejre afstemningsdagen med en fest. I 2020 vil de traditionsrige fester med talere, sang og musik og stort kagebord få et ekstra løft. Flere steder er det muligt at deltage i festlighederne.

I foråret og sommeren vil der også være rig mulighed for at opleve teater, koncerter, gudstjenester, den sønderjyske madkultur, perspektivrige foredrag og nye stier og parker.

Det dansk-tyske forhold er en naturlig del af markeringen. 2020 er udpeget som dansk-tysk Kulturelt Venskabsår og programmet indeholder en række fælles grænseoverskridende projekter, som er udpeget i samarbejde med Slesvig-Holsten.

Der er med andre ord ekstra mange gode grunde til at besøge Sønderjylland i 2020.