Streetdome i Haderslev

Photo: Haderslev Kommune

StreetDome i Haderslev byder på fremragende forhold for diverse former for gadeidræt.

Anlægget med de grå betonformationer ser ved første øjekast lidt trist ud. Men skinnet bedrager for ramperne og de rundede huller i jorden giver i den grad anledning til masser af sjov og gode oplevelser

Vi befinder os i StreetDome, der ligger på havnen i Haderslev. Det er en skatepark, der åbnede i oktober 2014, og som indeholder både et indendørs og et udendørs anlæg. Her kan man boltre sig på diverse udfordringer af mere eller mindre akrobatisk tilsnit. Skateparken kan benyttes, uanset om du kører på skateboard, løbehjul, rulleskøjter eller BMX-cykel. Der er gratis adgang, men det koster at få undervisning.

StreetDome er en af Europas største skateparker, og den har allerede formået at tiltrække nogle af verdens bedste skatere.

Skateboard-ikonet Tony Hawks, der i flere år var verdens bedste skateboarder, dukkede således uanmeldt op en tirsdag aften i åbningsåret for at teste parken og lave optagelser til en video.

StreetDome er dog andet og mere end skating. Stedets officielle betegnelse er et gadeidræts-kulturhus, og her er der også faciliteter til blandt andet parkour og streetbasket. I en tidligere kornsilo kan du desuden prøve kræfter med en af Danmarks højeste klatrevægge. Siloen er på den udendørs side blevet udsmykket af kunstneren Victor Ash, og hans gengivelse af fisk er angiveligt Danmarks største vægmaleri.