Vandring i Tøndermarsken

Drivvejen

Foto: Ulrik Pedersen - Tøndermarsk Initiativet

Gennem tusinder af år har studedrivere, kræmmere og andre rejsende vandret ad Drivvejen fra marsken i syd til Holstebro i nord. Drivvejen er en del af et større internationalt stinetværk, som følger kysten og handelsruterne omkring Nordsøen og er en del af den 6000 km lange Nordsørute.

Med digerne mod Vadehavet i horisonten ved Skærbæk, fører Drivvejen dig ned igennem Sønderjylland. Ruten fører dig gennem skove med spor fra militæranlæg fra Første Verdenskrig ad historiske veje gennem Kongens Mose og Draved Skov til Tønder. Længe inden du når til byen med de gamle huse, kan Kristkirkens spir og vandtårnet ses i horisonten. Drivvejen er godt afmærket og der er spændende rundture undervejs.