Ecco Sko

Ecco - sko til hele verden

Foto: Ecco Sko A/S

Det verdensberømte skomærke ECCO har sine rødder i Sønderjylland. Og trods salg i 87 lande og mere end 19.000 ansatte i hele verden udvikles skoene stadig med base i Bredebro og Tønder.

Det hele startede med en annonce i avisen i 1962. Et ægtepar søgte lokaler i Jylland til mindre produktionsvirksomhed med plads til vækst og mulighed for både mandlige og kvindelige ansatte.

Det var starten på skofabrikken ECCO, som Birte og Karl Toosbuy grundlagde samme år i den lille sønderjyske by Bredebro. Her var der nemlig de rette faciliteter - og siden da har det sønderjyske ophav haft en central plads i virksomhedens DNA.

I dag er ECCO en af verdens førende skoproducenter, og der sælges årligt millioner af sko i 87 forskellige lande verden over. Men på trods af, at selve skoproduktionen mest finder sted i Asien, og ECCO er kendt over hele verden, er virksomheden stadig Sønderjysk helt ind i sjælen.

På hovedsædet i Bredebro - der hvor det hele startede - ligger den viceadministrerende direktørs kontor ydmygt nede ad gangen fra receptionen, ligesom torvet i byen er præget af den berømte skofabrik med et stort ECCO-udsalg og en sko-café, hvor både ECCO-ansatte og byens borgere nyder kaffe og hjemmebag.

Hos ECCO hersker både gamle dyder og masser af innovation. Skokoncernen fik sit helt store gennembrud i 1970’erne som hippiernes og pædagogernes yndlingsfodtøj med fodformede sko i karakteristisk design. Siden har skodesignerne dog ikke siddet stille, for skiftende modeluner og innovation har udviklet ECCOs sko i mange moderne retninger - senest i form af en ny teknologi, der gør det langt mere behageligt for kvinder at have høje hæle på en hel dag.

Trods de mange nye tiltag og et voksende verdensmarked holder ECCO fast i sine rødder. Hanni Toosbuy Kasprzak - datter af stifterne - står i dag i spidsen for virksomheden, og udviklingen og design af nye produkter sker stadig ECCOs to lokaliteter i Sønderjylland i Bredebro og Tønder.