I Sønderjylland drikker vi Fuglsang

Foto: VisitHaderslev

Hvis du går ind på en bar eller café i Sønderjylland og bestiller en øl uden at bede om et specielt mærke, er der en stor chance for, at du får serveret en Fuglsang. Fuglsang er nemlig det ”store lokale bryggeri” i Sønderjylland, som mange af de lokale sværger til.

Troskaben mod det lokale bryggeris produkter har for de fleste varet ved i flere generationer. Bryggeriet S.C. Fuglsang A/S, som det officielt hedder, blev nemlig startet af Søren Christian Fuglsang tilbage i 1865, og bryggeriet er således over 150 år gammelt.

Det har i alle årene været et familieforetagende, og i dag er Kim, Claes og Henning Fuglsang femte generation i spidsen for bryggeriet. Fuglsang er samtidig Danmarks ældste familieejede bryggeri. Bryggeriet har i alle årene ligget i Haderslev, hvor den store lyse fabriksbygning rager godt op i landskabet.

Familien ejer også et malteri, som leverer malt til Fuglsangs eget bryggeri og til flere andre danske og udenlandske bryggerier, såsom Flensburger-Pilsener og Jever-Pilsner. Desuden leverer malteriet også malt til flere skotske whiskyproducenter.

Fuglsang-produktionen omfatter i dag 12 forskellige typer øl samt 11 slags sodavand. Det ældste sodavandsmærke er Chabeso, som har været i Fuglsangs sortiment i over 80 år. Blandt produkterne udmærker især fadøllet sig, idet det ikke er pasteuriseret, hvilket giver en særlig frisk smag.

Fuglsang er meget bevidst omkring sin placering i Sønderjylland, og derfor bakker bryggeriet også op om den lokale elitesport. Fuglsang har således i adskillige år haft et frugtbart samarbejde med Sønderjysk Elitesport, der under navnet SønderjyskE har såvel fodbold, håndbold som ishockey på eliteniveau. I den forbindelse har de lokale sportsfans kåret en såkaldt fanøl ved navn Blue Bird, som Fuglsang har udviklet og brygger specielt til dem.

En del af salgsindtægterne fra denne fanøl kommer SønderjyskE til gode.