Sønderjysk Fællesdyrskue 1

Dyrskue med stolthed og landbrugsdyder

Foto: Karsten Justesen

Over 20.000 mennesker kigger forbi, når Det Sønderjyske Fællesdyrskue byder indenfor i Aabenraa. Kom tæt på landbruget og få en oplevelse i øjenhøjde med dyr og landmænd.

Der er brølende køer, traktorer og maskiner i hobetal i Aabenraa i juni. Her indtager levende dyr, store maskiner og titusindvis af gæster dyrskuepladsen, hvor det traditionsrige Sønderjyske Fællesdyrskue viser, hvad landbruget står for lige nu.

Det er det professionelle landbrug, der er i højsædet på dyrskuet, hvor særligt flotte kreaturer, heste, får, geder, høns og kaniner bliver belønnet med præmier, mens forhandlere af landbrugsmaskiner, havetraktorer og foderstoffer viser sortimentet frem. Her møder du også landbrugsforeninger, et par bilforhandlere og en ko, du kan håndmalke - helt som i de gode gamle dage.

Hovedattraktionen for mange er den store dyreudstilling, hvor landbrugsdyr bliver vist frem og bedømt af dygtige dommere. Her får de bedste dyr ærespræmier, og de stolte landmænd mødes med ligesindede i en godmodig kappestrid om at have de flotteste dyr.

Også fødevarer er i fokus på dyrskuet, hvor et særligt fødevaretelt viser alt det gode, som Sønderjylland kan præstere. Her kan du bl.a. møde Naturmælk, Lindegaarden og Birkegårdens Limousinekvæg og en få snak med de engagerede producenter, der vier deres liv til lækkerier i topklasse.

Fredag har dyrskuet særligt plads til børnene, hvor skoler og børnehaver kigger forbi. Ofte bliver børnene så begejstrede, at de tager mor og far i hånden om lørdagen for at opleve det hele én gang til - og det er endda selvom dyrskuet, modsat mange andre dyrskuer i landet, ikke byder på tombolaer og radiobiler, men kun den rene dyrskuevare.

I år forventer Fællesdyrskuet mellem 20.000 og 22.000 besøgende, der for de flestes vedkommende er gengangere fra tidligere år. Det store dyrskue er nemlig præget af traditioner og en god stemning, som folk vender tilbage til år efter år.