
RumRegatta opstart i Sønderborg
Havnebilledet smykkes af flotte sejlskibe, når deltagere i årets RumRegatta lægger til ved Sønderborg.
Der kommer gang i Sønderborgs Sydhavn på Kristi Himmelfartsdag, når skibene ankommer for at overnatte inden det går videre næste dag til Flensborg.
Alt afhænger af vejret og hvor mange kryds der skal til for at nå i havn, men ankomsterne forventes at ligge fra omkring 15-16 tiden.
Fra kl. 14-17 er der gymnastikopvisning på Søndertorv ved Rytterstatuen.
I kølvandet på RumRegatta kommer der også en ny popup smagsoplevelse til byen - das Fischbrötchen!
Men der er også mulighed for at sætte tænderne i en hotdog eller booke bord ved en af restauranterne langs havnen.
Hen på aftenen er der også veteranbiltræf på slotskajen foran Sønderborg Slot, hvor medlemmer fra Als Veteranklub viser deres køretøjer frem fra kl. 18-22.
Fredag forventes skibene at stævne ud fra havnen omkring kl. 11.