Den 182 kilometer lange rute fra Vejle til Sønderborg udgør en klassisk sprinteretape, og en smuk en af slagsen, for Tourens 22 cykelhold, bestående af i alt 176 ryttere, lægger nemlig vejen forbi UNESCO verdenskulturarv i form af Jelling og Christiansfeld, inden de kommer forbi Dybbøl Banke med den ikoniske Dybbøl Mølle. Her vil givetvis blive perspektiveret til de kampe, som fandt sted under de Slesvigske Krige i 1848-49 og 1864, inden Tour de France-spektaklet vælter ind i målområdet og forvandler Sønderborg til et festligt virvar af publikum og medier.
Et par danske ryttere vil uden tvivl se deres snit til at komme med i et udbrud og yde deres ypperste for at gøre det lokale publikum stolte, men uanset om det ender med en dansk etapesejr eller ej, så er begivenheden i sig selv en kæmpe sejr for dansk cykelsport, for Danmark og i særdeleshed for Sønderjylland, som altså stjæler rampelyset i kulminationen på tre dages Tour de Danmark.
Sæt kryds i kalenderen nu, så du ikke går glip af Tour de France på sønderjysk jord søndag d. 3. juli 2022. Der vil være mulighed for at stå hvor som helst langs ruten og i målområdet, og der vil tilmed opstilles hotspots med storskærme, madboder, aktiviteter og masser af feststemning.